[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

-Vi har praktisk talt alt, der nogensinde har været af materiel inden for Flyvevåbnet.

Ordene falder fra Kristian Hansen til en gruppe fra Ældre Sagen på Danmarks Flymuseum. Gruppen er på rundvisning på museet, der ligger i Stauning ved Ringkøbing Fjord. Kristian Hansen er fly-entusiast og ansat hos Flyvevåbnets Historiske Samling, og han kan fortælle anekdoter i hobetal.

-Et DC-3-fly som det her blev kaldt C-47 ved Flyvevåbnet. Den her model har været med i filmen Broen Ved Arnhem (A Bridge Too Far, 1977, red.), forklarer han og tilføjer:

-Men der var en lille detalje ved det. Filmproducenterne skulle nemlig bruge både engelske og amerikanske fly, så de malede det i de engelske farver på den ene side - og i de amerikanske på den anden.

Rundt omkring i udstillingen af Flyvevåbnets udstyr står også Sikorsky-helikoptere, F-16-kampfly - og meget andet, der kan knyttes en historie til.

Frivillige trækker læsset
Flymuseet lægger beslag på over 7000 m2. Fordelt på museets tre haller står mere end 50 fly. Det inkluderer blandt andet et Flyvevåbenmuseum og en komplet samling af de danske KZ-fly (Kramme og Zeuthen), som blev bygget mellem 1937-1956.

En del af flyene på museet er restaureret af frivillige, blandt andet af pensionistgrupperne på flyvestationerne Skrydstrup, Aalborg, Karup og Værløse.

-De gør et kæmpe stykke arbejde, fastslår Kristian Hansen, som selv har arbejdet hos Flyvevåbnets Historiske Samling siden 1992. Han fortsætter:

-Vi har et fantastisk godt kammeratskab og en dejlig omgangstone. Og når der skal ske noget, så går vi til den. Det er herligt!

Danmarks Flymuseum havde omkring 30.000 besøgende sidste år. Læs mere om museet på www.flymuseum.dk - og om Flyvevåbnets Historiske Samling på www.flyhis.dk.