[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Den årligt tilbagevendende øvelse BIKINI er i fuld gang i Ebeltoft Vig.
Øvelsen går ud på at træne og teste piloternes evne til at klare sig, hvis de bliver nødsaget til at skyde sig ud af et fly over åbent hav.
Under øvelsen bliver deltagerne trukket op i cirka 100 meters højde med faldskærm på ryggen. Derefter daler de ned i vandet igen – en tur på cirka 30 sekunder – og på denne tid skal piloten nå at gennemføre en række nødprocedurer, inden han rammer vandoverfladen. Derefter skal han hurtigst muligt finde op i en gummibåd og vente på at blive reddet af en redningshelikopter.

Øvelse BIKINI kører fra 8. juni – 13. juni, og omkring 50 piloter og instruktører skal igennem øvelsen i løbet af ugen.
Udover Flyvevåbnets redningshelikopter, deltager Søværnet også i øvelsen med et transportfartøj, minedykkerpersonel samt en Lynx-helikopter.