[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Første arbejdsdag er i gang. Klokken 10:00 lokal tid i dag overtog Danmark officielt rollen som beskytter af Baltikums luftrum.
Fire af Flyvevåbnets F-16 jagerfly skal de næste fire måneder håndhæve Estland, Letland og Litauens suverænitet i luften.

Siden 2004 har de tre lande været medlemmer af NATO, men ingen af dem har at flyvevåben, der kan klare opgaven. Derfor har de øvrige NATO-lande stillet fly og mandskab til rådighed, og nu er det altså Danmarks tur.

Efter planen skal de danske F-16 flyve to ture alle hverdage – to fly om formiddagen og to fly om eftermiddagen. På de øvrige tidspunkter vil to fly stå klar til at gå på vingerne indenfor maksimalt 15 minutter.

Jagerflyene skal sørge for, at ingen fly – militære som civile – uberettiget krydser de tre landes grænser. Derudover kan F-16 piloterne bruges som øjne i luften, hvis for eksempel et passagerfly har problemer med landingstellet eller på anden vis får en fejlmeddelelse i cockpittet.

For yderligere information om Flyvevåbnets rolle i Baltic Air Policing kan journalist Lars Skjoldan kontaktes på tlf. 97 10 15 50 lok. 5117.



Fire F-16 og 55 mænd og kvinder har indtil 1. maj byen Shiauliai i det nordlige Litauen som base. Herefter er det Tjekkiet, der står for patruljering af Baltikums luftrum. Foto: Lars B. Andersen.