[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Seks medarbejdere fra Flyvevåbnets støtteenhed Combat Support Wing skal det næste halve år indgå i et såkaldt Operational Mentoring and Liason Team – forkortet OMLT.

Sammen med seks andre ansatte i Forsvaret skal de – som navnet måske antyder – være det mentor-team, der skal vejlede den afghanske nationale hær i at genopbygge og drive Shorobak-lejren i Helmand-provinsen.

Der vil være pres på
I går fik det første hold mentorer overrakt fanen af Stig Østergaard Nielsen, chef for Flyvertaktisk Kommando, inden de 12 mand henover de næste par uger rejser til Afghanistan.

- OMLT er en meget spændende opgave. I vil være foregangsmænd, og der vil ligge et ekstra pres på jer, for at få startet opgaven på en god og professionel måde. Og det er jeg helt overbevist om, at I vil være i stand til, sagde Stig Østergaard Nielsen.

Første gang
Det er første gang i Combat Support Wings levetid, at wingen modtager en af Flyvevåbnets to kommandofaner.

Kommandofane nr. 2 har knapt fået rystet ørken-støvet af sig efter den seneste tur til udlandet, hvor den stod på Camp Bastion med Fennec-helikopterne.

Flyvevåbnet råder over to faner, som kan overdrages til soldater i internationale operationer. I øjeblikket er den ene i Litauen med Baltic Air Policing, men nu skal kommandofane nr. 2 også ud i verden.



OMLT er bredt sammensat af folk fra alle tre værn, plus ansatte i Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste. Opgaven skal løses af Danmark frem til 2012. Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste.