Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Som den første danske fighter controller har Regina Sørensen deltaget på Fighter Weapons Instructor Training (FWIT) på Leeuwarden Air Base i Holland.
Eleverne har lært, hvordan F16-flyet er skruet sammen fra inderst til yderst, om alle våbensystemerne og flyets muligheder og begrænsninger. Med alle oplysningerne indenbords sætter det piloterne og fighter controller’en i stand til at træffe de bedste beslutninger før og under missionerne i et kampområde.
Omgivet af jagerpiloter
Under en snak med en hollandsk kollega, opdagede Regina Sørensen, at fighter controllers også kunne deltage på denne uddannelse.
- Jeg fik grønt lys til uddannelsen fra min enhed og Flyvertaktisk Kommando. 6. maj stod jeg klar i klasselokalet på den hollandske flyvestation i Leeuwarden. Jeg vidste, der ventede mig et hårdt arbejde, fortæller den 33-årige oversergent, der har været fighter controller siden 2001.
Hun var ikke et sekund i tvivl om, at det ville blive en utrolig krævende uddannelse. Af samme grund havde hun forud brugt syv måneder til at forberede sig. Og det viste sig at være en god investering.
- De to første uger af kurset følte jeg, at instruktørerne skulle se mig an. Jeg var jo ene fighter controller blandt 24 jagerpiloter på teoridelen. Men da jeg de første to mandage havde bestået mine eksaminer aftvang det respekt, forklarer Regina Sørensen stolt.
Der deltog en fighter controller fra hvert land i det europæiske F-16 samarbejde, Danmark også deltager i, men kun under flyvefasen, hvor der skulle kontrolleres.
Regina Sørensen bestod samtlige eksaminer på lige fod med piloterne. Prisen var da også lange dage med arbejde til ofte langt ud på aftenen, hvis ikke natten blev taget i brug.
Efterbrænder rystede container
Den tunge teori blev suppleret med live-flyvninger. Når piloterne spændte sig fast i deres F-16, indtog Regina Sørensen pladsen foran radardisplayet i den hollandske mobile Control and Reporting Centre (CRC), som blot stod et par hundrede meter fra selve startbanen. Mere operativt kunne det ikke blive. Herfra kontrollerede, støttede og dirigerede hun piloterne.
Flyene med fuld efterbrænder fik CRC-containerens stålvægge til at ryste kraftigt og gjorde radiokommunikationen mere end vanskelig under take-off.
Regina Sørensen er nu som instruktør og supervisor klar til at dele sine nyerhvervede kundskaber med sine kolleger i CRC Karup. Hun glæder sig og siger engageret:
- Uddannelsen og samværet med de andre elever har gjort, at jeg stadig er tændt, og jeg brænder efter at komme i gang. Fart, spænding, udfordringer og ansvar er lige mig.
På hele uddannelsen fra 6. maj til 27. november, både i teori og flyvefasen, deltog 15 jagerpiloter og Regina Sørensen som eneste fighter controller.
FWIT-uddannelsen
Fighter Weapons Instructor Training, det europæiske svar på det amerikanske Top Gun, ligger på den hollandske flyvestation Leeuwarden. Skolen har den mest avancerede uddannelse indenfor F-16-flyets systemer, våben og taktikker, som jagerpiloter kan gennemgå.
Fighter controllere, der skal bestride en våben- og taktikspecialist/instruktør-funktion ved sin enhed, er velkomne til at deltage efter aftale.