[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Der kan nu uddannes op til 54 flymekaniker, fordelt på 3 hold hen over året på FFOS. I dag uddannes der 36 flymekanikere fordelt på to hold. Det øgede optag skal imødegå en forventet større afgang i de kommende år. Omlægningen vil samtidig betyde, at der er sammenhæng mellem flymekanikeruddannelsen og skolens uddannelse af værnepligtige, som fra 2009 ligeledes går fra to til tre hold om året.

Flymekanikeruddannelsen varer 3 år og gennemføres i dag i seks måneders forløb, skiftende mellem teori ved FFOS og praktik ved Flyvevåbnets enheder.

For at imødegå behovet for flere flymekanikere og gøre det muligt have et tredje indtag på yderligere 18 elever årligt er det nødvendigt at omlægge teori- og praktikperioderne til fire måneders forløb.

- Det er fantastisk, at vi ved at optimere uddannelse kan forøge vores indtag med op til 50 procent, uden at vi går på kompromis med kvaliteten. Det har kun været nødvendigt at øge lærestanden med en ekstra norm. Vi ser meget frem til, at der kommer liv på skolen hele året uden elevpauser som hidtidig, siger faggruppeleder Ole Søndergaard.

Justeringen gennemføres med virkning fra 10. august 2009, hvorfor flere af de igangværende hold påvirkes.

For de operative enheder medfører ændringen, at de eksisterende praktikplaner skal justeres. Samtidig betyder ændringen også, at enhederne kan få tilgang af flere elever.