[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Formålet er enkelt: Hundenes egenskaber til at opsnuse sprængstof skal afsløre sprængladninger gemt i det afghanske terræn og øge sikkerheden for de danske soldater.



Ny type improviserede sprængladninger er vanskelige at finde
Inden for relativt kort tid er der sket en væsentlig stigning i antallet af tilskadekomne og dræbte soldater i forbindelse med improviserede sprængladninger gemt i det afghanske terræn. Det er sket, selvom ukendt terræn altid afsøges grundigt med minesøgere, inden det betrædes af soldater. Årsagen er, at fjenden har ændret sammensætningen af sprængladningerne. For hvor metallet i sprængladningerne indtil nu har afsløret deres placering for ingeniørtroppernes minesøgere, er fjenden begyndt at benytte andre materialer. Det gør det sværere at finde dem.

Firbenede sikkerhedsfolk
Hvor ingeniørtroppernes minesøgere reagerer på metal, har Combat Support Wing hunde, der er uddannede til at spore og markere færten af en lang række forskellige sprængstoftyper – metal eller ej. Derfor indgik Flyvevåbnet og Hæren i august i år et samarbejde og udviklede et pilotprojekt, som omfattede indsættelsen af kombihunde fra Combat Support Wing. Formålet er at undersøge, om hundenes evne til at opspore færten af sprængstof kan øge sikkerheden for de danske soldater, når de bevæger sig i rundt i det afghanske terræn. Derfor har et antal Malinois (belgisk hyrdehund) og deres hundeførere siden starten af september været udlånt og tilknyttet ingeniørtropperne i Afghanistan for at støtte i afsøgningen af det afghanske terræn.

Når en deling bevæger sig ud i ukendt terræn, går hunden ikke i snor. Hundeføreren holder skarpt øje med hver eneste bevægelse, hunden laver, og hvis den får færten af sprængstof, reagerer den, og hundeføreren kalder den til sig med det samme. Herefter kan delingen lægge ruten udenom det sted, hunden har markeret som ”farligt”, hvis opgaven kræver hurtig fremrykning, fortæller Jimmy Helsinghoff. Han er næstkommanderende i Eskadrille 660 og var med under opstarten af pilotprojekt.

Øget sikkerhed og højere effektivitet
Hærens ingeniørtropper skal meget tæt på for at finde vejsidebomber. Hunden kan derimod få færten af sprængstof på større afstand, og dermed holde soldaterne på større sikkerhedsafstand fra de farlige områder. Desuden sørger hundenes effektive arbejde for, at soldaterne kommer væsentligt hurtigere frem i terrænet.

- Udover at effektivisere soldaternes arbejde sørger vi for, at de opholder sig i væsentligt kortere tid i de områder, hvor faren for både sprængladninger og angreb er høj, forklarer Jimmy Helsinghoff.



Unikke kombinationshunde

Hundene i Afghanistan er operative kombihunde. De har gennemgået en to et halvt år lang specialuddannelse og kan løse forskellige arbejdsopgaver. Desuden er de de eneste af deres slags i Afghanistan. Udover at kunne opsnuse sprængstof, kan de også arbejde som vagt- og patruljehunde. På patrulje giver hundenes tilstedeværelse soldaterne en løsningsmulighed mere, inden de, af sikkerhedsmæssige årsager, behøver at trække våben mod mistænkelige personer og i værste fald affyre det.

Opgaven løses til fuld tilfredshed
Projektet endnu ikke afsluttet. Men til trods for det, mener Jimmy Helsinghoff, at opgaven indtil videre er løst til fuld tilfredsstillelse.
- Både hunde og hundeførere trives i miljøet og arbejder effektivt og godt sammen med Hærens folk. Lige som vi havde troet og håbet på. Desuden er der et stort ønske fra alle underafdelinger i Den Danske Kampgruppe om at få hund og hundefører med, når de skal ud i terrænet, hvilket jo er et positivt udfald, konstaterer Jimmy Helsinghoff

Forsøg og langt fra fast inventar
Kombihundene er en kapacitet ved Flyvevåbnets Combat Support Wing, der tidligere har været indsat i Afghanistan under Flyvevåbnets udsendelse til Kandahar Airfield i 2007-2008. Kombihundene er nu indsat sammen med hæren i et pilotprojekt.

- Selvom kombihundene bliver en succes i hærregi, har vi et begrænset antal førere og hunde til rådighed i organisationen, så der er grænser for den støtte, vi kan yde lige nu, forklarer Jimmy Helsinghoff.