[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Herculespiloterne ved, hvor begejstrede deres kolleger nede på jorden bliver, når de får deres 15 ton forsyninger fra luften.
– Det er en skøn tur. Det er også en lidt speciel tur, idet det kun er en gang om året, vi laver drop i Grønland. Og så er reaktionen fra folkene deroppe simpelthen ikke til at slå, når de ser, at tingene kommer ud at hænge i faldskærmene på vej ned til dem. De er glade for at få deres julegodter, det er helt sikkert, siger kaptajn Ulrik Lohmann Mikkelsen, som er skipper på Hercules-flyet.
De årlige juledrop foregår på steder, hvor Hercules-flyet ikke kan lande. I år gik ruten forbi Daneborg, Mestersvig og vejrstationen i Danmarkshavn. For en gangs skyld var vejrguderne venligtsindene.
– Vejret i Grønland kan meget tit drille, være dårligt og skifte ret hurtigt. Men på denne her tur er vi kommet ind lige præcis der, hvor det har været godt vejr, så vi kunne lave vores drop, som vi skulle, fortæller Ulrik Lohmann Mikkelsen.
Torsdag den 10. december ved midnatstid var Hercules-flyet tilbage på flyvestation Aalborg.

Se et indslag på forsvarskanalen om årets juledrop.