[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Flyvevåbnets mobile enhed for luftrumsovervågning er på øvelse i Portugal fra den 4. til den 23. august.

Enheden, det såkaldte Mobile Air Control Centre med hovedkvarter på Flyvestation Karup, har sendt en af sine mobile radarer med tilhørende operationscenter og masser af teknisk udstyr af sted til den iberiske halvø.

Fra politisk side er det besluttet, at Flyvevåbnet ved udgangen af 2009 skal stille med en mobil luftrumsovervågningskapacitet, der kan sendes ud i en international mission.  Den mobile radar med tilhørende operationscenter er på øvelse i Portugal for at blive prøvet af. De mange køretøjer med tonstungt udstyr er sejlet derned, mens personellet flyver med militært fly. To hold, der hver tæller cirka 40 mand, har roteret midtvejs.

Øvelsens formål er at gennemføre operativ træning i et fremmed miljø, foretage integration med fremmede radarenheder, indøve udsendelse, rotation og hjemtagelse af personel og teste materiellets evne til at modstå den kraftige varme (40 grader eller mere).

Den foreløbige konklusion, her hvor øvelsen går ind i sin afsluttende fase, er, at der er indhøstet mange værdifulde erfaringer, og at enheden har taget et væsentligt skridt frem mod certificeringen senere på året.