[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

1. oktober - på Flyvevåbnets fødselsdag – var Flyvevåbnets Officersskole (FLOS) vært for Forsvarets mesterskaber i Adventure Race i det nordsjællandske terræn. Løbet, der blev planlagt og udført af ældste kadetårgang fra FLOS, havde start på Auderød kaserne og mål ved FLOS i Jonstruplejren. Dagen igennem var deltagerne velsignet af en behagelig medvind, og deltagerne blev stillet overfor udfordringer til både lunge- og hjernekapaciteten.

Dagen var i den grad præget af Flyvevåbnet, da værnet tog både første- og andenpladsen; henholdsvis et hold fra klasse Sea King fra FLOS og Eskadrille 727 fra Fighter Wing Skrydstrup. På tredjepladsen kom Stabskompagniet fra 1. Brigade og i Old Boys-klassen vandt holdet fra Søværnets Operative Kommando.