[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Helikopterhangaren mangler det, der berettiger dens navn. Teknikerne har fået deres containere på plads og duty ops-rummet er næsten oppe at køre. Det eneste, der mangler, er helikopterne.

Den seneste uge har de seks danske Fennec helikoptere, der skal deltage i den nordnorske militærøvelse Cold Response, taget forskud på flyvningen, ved at træne ved Rygge syd for Oslo.

Vejret har imidlertid ikke været med dem. Is i luften og for meget vind forhindrer nu helikopterne og deres besætninger i at flyve videre til flyvestationen ved Evenes 200 kilometer nord for polarcirklen.

De prøvede i morges, men valgte at vende om efter en blot en halv time, og den seneste plan forudsiger, at de kan være ved Evenes onsdag middag.

- Det er drønærgeligt, men vi skal nok nå det vi har planlagt, siger Søren Jessen, pilotnavn RØS, som er chef for enheden under øvelsen.

Selve øvelsen skydes først igang mandag, så tiden inden da, skal bruges til at lære området omkring Evenes at kende samt træne ’white out’ – starter og landinger i sne, som bliver virvlet op omkring helikopteren.

Derudover skal besætningerne træne med de specialstyrker, der har hovedkvarter på Evenes-basen, og som Fennec-helikopterne er sat til at støtte under hele øvelsen.

- Her bliver vi nødt til at prioritere opgaverne, siger næstkommanderende Frank Nielsen, DOR, og peger på blandt andet fast-roping, som noget der skal trænes intensivt.

Når helikopterne altså kommer.

Fakta: Cold Response.
Stor norsk militærøvelse, der afholdes hvert år i det nordlige Norge omkring Narvik, Lofoten, Bardufoss og Tromsø. 5000-6000 militærfolk deltager, lige fra piloter i U.S. Air Force til spanske specialstyrker.
Seks danske Fennec-helikoptere og cirka 50 personer fra Flyvevåbnet deltager og skal blandt andet flyve med specialstyrker under øvelsen, der varer til den 26. marts.