[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Flyvevåbnets C-130J Hercules fly er som skabt til at flyve taktiske flyvninger – det er i forhold til sin størrelse ekstremt manøvredygtigt, de fire stærke motorer gør, at det kan lette fra selv meget korte baner, og stærke understel gør, at det kan lande på meget primitive landingsbaner. Disse evner kan eksempelvis benyttes i Afghanistan, men for at kunne bruge dem er man nødt til at træne.

Træning med Australien og England
En af måderne man kan træne taktisk flyvning er ved at lære af andre, som allerede kan udføre de krævende missionstyper. Netop af den grund har et dansk Hercules fly netop deltaget i øvelse Combined Strength. Under øvelsen fik den danske besætning mulighed for at træne sammen med australske og engelske Hercules besætninger, hvor der blev trænet eftersøgning og redning, drop, formationsflyvning og indsættelser i kriseområder på primitive landingsbaner.

Både Australien og England har Hercules fly fast udstationerede i Mellemøsten, og derfor har de også opbygget en del erfaring i at foretage de taktiske flyvninger. Alligevel mener disse lande også at kunne lære af andres erfaringer.
- ”Øvelse Combined Strength vil være en vigtig lejlighed for at dele information, erfaring og indsigt i at operere med C-130J, og derefter anvende dette rent operativt”, udtalte Squadron Leader og øvelsesleder Peter Cseh, Royal Australian Air Force No. 37 Squadron, forud for øvelsen.

Hercules diskuteres
Under øvelse Combined Strength blev der også afholdt møde i den såkaldte C-130J Joint User Group (JUG). Formålet med JUG møderne er at bringe brugerlandene sammen med repræsentanter fra flyfabrikanten Lockheed Martin og diskutere emner omkring flytypen. Her har brugerne mulighed for at foreslå og anbefale modifikationer, som vil blive implementeret i de opgraderinger flyet skal gennemgå igennem sin levetid.

 
Deltagerne i øvelse Combined Strength foran et australsk Hercules fly.