[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Nordmændene fik de russiske ’Bear’-fly på radarskærmen ved middagstid og sendte fly på vingerne for at observere dem. Senere blev overvågningen videregivet til det danske Flyvevåbens luftoperationskontrolcenter i Karup, der sendte de danske F-16 på vingerne for at foretage en visuel inspektion.
 
Flyene befandt sig i det danske ansvarsområde i cirka en time, hvorefter overvågningen blev videregivet til briterne.
 
- Koordinationen landene imellem virkede perfekt og såvel piloter som ’controllere’ håndterede situationen professionelt, hvilket viser, at vi er i stand til at identificere og om nødvendigt imødegå trusler mod dansk luftrum, udtaler Major Brian Kanstrup Nielsen, der styrede begivenhedernes gang.
 
Mængden af russiske flyvninger faldt drastisk efter den kolde krigs afslutning, men de sidste par år har russerne genoptaget en del af flyvningerne. 

Se kort over afvisningsberedskabets område og F-16-flyenes aktionsradius