[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Forinden udsendte enhedens gamle radar, der blev opsat helt tilbage i 1977, sit sidste bip. En gæv dame, der er svært at sige noget dårligt om – det skulle da lige være dét at skaffe reservedele.

Den nye og højteknologiske TPS-77 radar er midlertidigt opstillet på Flyvestation Skrydstrups areal. Om den senere skal stå på Radarhoved Skrydstrup i Bækskov få kilometer fra flyvestationen eller et tredje sted, vil tiden vise.
Selv om det er de overordnede myndigheder, der beslutter, hvor radaren skal stå, opfordrede chefen for Air Control Wing, oberst Lone Træholt, i sin tale medarbejderne til at få medindflydelse:
- Det er jer, der kender til tingene. Teknik og dækningsområde er jeres felt, så sæt jer sammen og kom med input. Der vil helt sikkert blive lyttet til jer og jeres anbefalinger, så længe den nye radars mobilitet ikke forringes nævneværdigt.

Ved indkøb af en radar sætter man ikke bare stikket i kontakten, og så kører dét. En radar vil altid skulle justeres til de lokale geografiske forhold. I dette tilfælde har TPS-77’eren også skulle modificeres til hele radarnetværkets øvrige udstyr, og endelig har et civilt firma skulle foretage målinger for at fastsætte sikkerhedsafstande, så mennesker ikke bliver udsat for skadelig stråling.

Fremtidsperspektivet for den nye radar er udsendelse i international mission. Den mobile kontrol- og overvågningsenhed, Mobile Air Control Centre, vil fra 2010 være klar til en eventuel udsendelse, og i denne sammenhæng vil den mobile TPS-77 radar kunne slå følgeskab.
Det ’hul’, der ved udsendelse skabes i den nationale luftrumsovervågning, når radaren er ude, dækkes ind af flyvestationens anflyvningsradar, kystradarer og eventuelt de såkaldte RAC-radarer.