Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Laura Aggernæs
Flyvevåbnets 60 års jubilæums udstilling byder blandt andet på et udstillet F-16 fly. Foto: Laura Aggernæs
Siden efteråret 2009 har Anders Madsen, der har sin daglige gang som Fighter Allocator i Air Control Wing på Flyvestation Karup, arbejdet på at give kommende besøgende et indblik i de missioner, som Flyvevåbnet har deltaget i såvel som de opgaver, de stadig medvirker til at løse den dag i dag.
- Vi har opbygget nutidsudstillingen, så de besøgende kan se, hvordan forholdene for eksempel for soldaterne i Irak var under deres udsendelse, og på den måde kan de besøgende omsætte de billeder, som medierne har været med til at give dem til noget mere konkret, fortæller Anders Madsen.
Udstilling om Siriuspatruljen på Grønland, som Flyvevåbnet har et tæt samarbejde med. Foto: Laura Aggernæs.
Både Flyvevåbnets afvisningsberedskab, Flyvevåbnets bidrag i Congo, Gaza, Angola og Færøerne samt Flyvevåbnets støtte til Sirius-patruljen på Grønland er at finde i udstillingen.
- Ved vores udstilling om afvisningsberedskabet har vi udstillet et F-16 fly, og det er ret unikt, taget i betragtning, at vi stadig bruger flytypen, fortæller Anders Madsen.
Ligeledes er udstillingen om missionerne i både Irak og Afghanistan interessante af samme årsag, da de begge er forholdsvis nye missioner. Især missionen i Afghanistan, der endnu ikke er afsluttet.
Det er dog ikke kun missionen i Irak, der er at finde i udstillingen, som er en del af Flyvevåbnets 60 års jubilæums udstilling op Danmarks Flymuseum i Stauning. Foto: Laura Aggernæs
Og netop udstillingen om de to missioner er af stor betydning for Anders Madsen, da han mener, det er vigtigt at oplyse om det arbejde, som vores udsendte soldater udfører i missionsområderne.
- Der er en kæmpe stor forskel på, hvad vi oplever herhjemme, og hvad de oplever, når de er udsendt, så derfor er det vigtigt, at skabe en forståelse for det store arbejde, de går og laver. Det kan denne udstilling blandt andet være med til at vise, fortæller Anders Madsen.
Udstillingen om Irak er den nyeste del af udstillingen, og for Anders Madsen var det en lidt speciel oplevelse at sætte kulliserne op til lige præcis den, da flere af tingene var gengangere fra, da han selv var udsendt i Irak i 2007.
Anders Madsen ses her i den kulisse, han selv har været med til at bygge op. Foto: Laura Aggernæs
- Tre år kan føles som lang tid, og det er det også numerisk set, men når man sidder her, er det lige før, at man kan fornemme lydene, lugtene og endda også mærke varmen igen, fortæller Anders Madsen.
Han håber på, at mange vil komme og se udstillingen, der varer frem til den 31. oktober, og muligvis længere end det, hvis interessen for den varer ved.
Information om udstillingen:
Som ansat i Forsvaret er der gratis adgang til Danmarks Flymuseum i Stauning for dig og din familie frem til den 31. oktober 2010, ved fremvisning af dit militære ID-kort.
I anledning af Flyvevåbnets 60 års jubilæum i år (2010), har Danmarks Flymuseum lavet en særudstilling, der har været opsat siden midten af maj. Du kan se hvilke ting, der er del af udstillingen, ved at kigge efter 60 års jubilæums-klistermærker, der er opsat på den del af udstillingen, der vedrører jubilæet.
Åbningstider for museet:
1. juni – 31. august 2010 dagligt fra kl. 10:00 til 17:00.
1. september – 31. oktober 2010 dagligt fra kl. 10:00 til 16:00.
Museet lukker den 31. oktober 2010, og åbner først igen den 15. marts 2011.