[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Kim Vibe Michelsen
Transporten var et led i Ghanas rotation af soldater til FN-styrken i det sydlige Libanon.

I otte kolonner med mindst tyve busser og firhjulstrækkere i hver har de danske soldater transporteret de 1600 soldater til og fra henholdsvis deres befæstede lejre i det sydlige Libanon og Beiruts internationale lufthavn. Transporterne forgår ofte af dårlige veje, hvor et par hundrede kilometer kan tage halve og hele dage at tilbagelægge.

Krævende vejfinding

Af hensyn til den civile trafik i Libanon foregår transporterne i de lange kolonner oftest om natten, hvor det så også er lettere at komme frem. Det gør dog vejfindingen yderligere krævende, da FN’s køretøjer ikke er udstyret med GPS, og det meste skiltning forgår på arabisk.

Den danske enhed i Libanon er et logistikkompagni, der blandt andet løser transportopgaver for hele FN-styrken i landet. De sidste to måneder er det blevet til over 250 selvstændige transportopgaver, primært fordelt på rotationer, VIP-besøg og rene logistiske transporter med store lastbiler.

Det første danske kompagni ankom i december, hvor det med 144 mand overtog samtlige transportopgaver fra en polsk logistikbataljon med 420 mand.