[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Tekst og foto: Søren Lindhardt



Tirsdag klokken 12:00 landede en EH101-helikopter ved kontroltårnet på Flyvestation Karup. Ombord var blandt andre Hendes Majestæt Dronningen og Forsvarschef Knud Bartels. Her blev de præsenteret for et udvalg af Flyvevåbnets enheder. I løbet af en times tid var de blandt andet forbi Flyvevåbnets mobile radarenhed, MACC, og en af Combat Support Wings sprængstofhunde, ligesom Air Transport Wing, Fighter Wing og Flyvehjemmeværnet også fik lejlighed til at fortælle om deres opgaver.



Air Control Wing havde opstillet deres mobile radarenhed i dagens anledning.



Personel fra Hæren demonstrerede, hvordan de er i stand til at se, hvad piloten i et F-16 kan se.



Chef for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor Henrik Dam, viste Dronningen rundt.

Efter rundturen satte gæsterne sig til rette på en specialbygget tribune, hvorfra de kunne se en demonstration af close air support, hvor et F-16 kampfly bomber mål tæt på egne soldater. Bagefter kom et Hercules-fly forbi og lavede et taktisk drop af forsyninger til soldater på jorden. Pakkerne fra oven blev med det samme hentet af en stor lastbil og fremvist for gæsterne.



Tribunen ved demonstrationen var specialbygget til lejligheden oven på en lastbilanhænger, som Air Control Wing normal bruger til en TPS-radar.



Et Hercules-fly smed to containere med forsyninger ned til soldater på jorden.



Forsyningerne, der blev smidt ned fra Hercules-flyet, blev straks samlet op og vist frem.

Efter demonstrationen var der tid til en kop kaffe, inden turen gik videre til Sjællands Odde, hvor Søværnets støtteskib Esbern Snarre lå for anker.