Farvel til en dygtig soldat

Varmen havde lagt sig, men den friske vind holdt Dannebrog flot blafrende, da de danske soldater i Camp Bastion for anden gang på kort tid måtte gå den tunge vej til paradepladsen. Tiden var kommet til at tage afsked med Martin Kristiansen, der blev dræbt af en improviseret sprængladning den 13. juni ved patruljebasen Budwan.

Kisten føres frem mod flyet, så feltpræsten kan give den sidste velsignelse.

Mindehøjtideligheden i Camp Bastion og de samtidige ceremonier i de andre danske lejre markerede det farvel, som soldaterne i kampgruppen skulle tage med deres kampfælle. Ceremonierne i Camp Bastion blev brugt af de nærmeste kammerater, kampgruppechefen og feltpræsten til at mindes og hylde en god og loyal kammerat, men der blev også set fremad. Hen mod den bedre fremtid for den afghanske befolkning som Martin Kristiansen gav sit liv for.

Ramt, men ikke rystet
I sin tale over Martin Kristiansen sagde kampgruppens chef, oberst Flemming Mathiasen, at Martin og hans trofaste makker, sprængstofhunden Loke, der også blev dræbt ved eksplosionen, kæmpede en ensom kamp mod den usynlige fjende i form af nedgravede IED’er, der truer både soldater og fredelige afghanske børn, kvinder og mænd.

Men kampgruppechefen sendte også et signal til talebanerne om, at de ikke får stoppet indsatsen. I talen sagde oberst Flemming Mathiasen blandt andet:

- I morgen står solen atter op over Afghanistan, og en ny dag gryer. Uden for hegnet venter den almindelige afghaner på, at vi fortsat vil hjælpe ham med at opbygge sit land og vriste det ud af kløerne på Taleban. Men Taleban venter også på os, de vil være klar til at påføre os al den smerte og ulykke, som de kan. Alligevel tager vi af sted og løser vores opgave, forsikrede og varslede obersten talebanerne om og fortsatte:

- Det skylder vi Martin. Han har betalt den højeste pris for den opgave, som alle på Hold 9 har påtaget sig. Derfor kører vi også ud gennem porten i morgen og fortsætter opgaveløsningen. Det gør vi for afghanerne, og det gør vi for Martin, sluttede chefen for Den Danske Kampgruppe.

Efter velsignelsen bærer båreholdet kisten om bord på flyet.

Lys for enden af sorgen

Midt i den sørgelige stemning over at skulle sige det endelige farvel til en dygtig kollega, der mistede livet for fjendens våben, kom der dog små smil frem, da Martin Kristiansens nærmeste leder, seniorsergent Jari Christensen, i sin tale fortalte med det glimt i øjet, der kendetegner den ofte humoristiske jargon og omgangsform blandt soldaterne i den hårde hverdag, om noget af det, der også var et kendetegn for Martin Kristiansen. Nemlig hans evne til på en hjertelig facon at sætte kollegerne på plads.

Feltpræst Christian Madsen talte om sorgen, der er så håndgribelig for alle, men som kan vendes til glæde, når man møder Guds kærlighed. I sin tale til Martin Kristiansen sagde feltpræsten:

- Når fortvivlelse fylder alt, da lyder det: ”Din sorg, dit mørke og din død, deler jeg med dig. Intet kan rive dig ud af min hånd. Og fordi jeg er den, jeg er, venter også bag din Langfredag en påskemorgen.”

Båreholdet har placeret kisten i det britiske fly, der skal bringe kisten tilbage til Storbritannien. Holdet består af soldater fra Martin Kristiansens enhed. De følger kisten hele vejen hjem til Danmark.

Farvel i mørket
Traditionen tro blev det allersidste farvel til Martin Kristiansen sagt, da hans kiste blev bragt om bord på det fly, der skulle bringe den flagdækkede kiste hjem.
I den varme og næsten stille afghanske nat indtog de danske soldater stille geledderne, bakket op af repræsentanter for de briter, som de danske soldater deler slagmark med.
Båret af hans nærmeste kammerater blev Martin Kristiansens kiste langsomt ført frem mellem de opstillede rækker af støvede ørkenkrigere. Tavse, men med beslutsomme udtryk i ansigterne, rettede hver enkelt soldat og civil sig op, efterhånden som kisten passerede, førte hånden til baretten i honnør og vendte sig, så man havde front mod kisten.

For enden af flyets store rampe modtog Martin Kristiansens kiste den sidste velsignelse på den afghanske jord. Den Danske Kampgruppe havde mindet sin faldne soldat.
Tilbage var kun den sidste ordre; ”Før kisten hjem”.

Martin Kristiansens kammerater bar kisten ind i flyets bug, de store ramper gled langsomt i, og lyset forsvandt. Soldaterne var hensat til mørket og deres egne tanker og minder om en dygtig og værdsat kollega.

Æret være Martin Kristiansens minde.

Læs her:

Tale af chefen for Den Danske Kampgruppe, oberst Flemming Mathiasen
Tale af seniorsergent Jari Christensen
Tale af feltpræst Christian Madsen