[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Støjregistreringssystemet hedder Air Traffic Management Tool, og Forsvarets eneste støjekspert Waseim Alfred fra Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste leder projektet.

Han har i samarbejde med it-gruppen i Flyvertaktisk Kommando udviklet et unikt registreringssystem for alle tre militære flyvestationer i Karup, Skrydstrup og Aalborg, hvor støjbelastningen bliver nøje registreret.

Alle danske flyvestationer og lufthavne har nemlig en miljøgodkendelse, der kræver, at de holder sig under nogle bestemte grænseværdier for flystøj. I praksis betyder det, at flyvelederne skal registrere, hvornår alle fly letter og lander, og hvilken type fly, det drejer sig om.


Selvom støjekspert Wasim Alfred ikke synes, at flystøj er guf for ørerne, så er det rent fagligt et spændende område for ham, fordi der er mulighed for at videreudvikle og hele tiden blive bedre. Foto: Katharina Kløve

Fremtidige muligheder
Flyveleder Anne Grethe Dalsager har siden 1. maj i år været ansvarlig for at registrere Flyvestation Karups aktiviteter i systemet. Det tager hende længere tid end før, hvor registreringen var knap så detaljeret som nu, men hun kan sagtens se fordelen.

- Det betyder, at jeg skal bruge lidt mere tid end før, men i den store proces har vi sparet nogle led væk, så det ryger direkte fra mig til støjekspert Waseim Alfred. Fejlmarginen på indtastningerne er altså betydeligt reduceret, siger Anne Grethe Dalsager.

Waseim Alfred er ikke overraskende meget tilfreds med systemet, som til gengæld har sparet ham en del arbejdstid. 

- Mit arbejde er blevet meget nemmere efter systemet er blevet indført. Der er bedre overblik, det er simpelt at lave statistik og registreringerne er mere præcise. Fra næste år kan de enkelte flyvestationer desuden også indtaste deres fremtidige aktiviteter i systemet, så vi ved, hvad det månedlige gennemsnitstal for flystøj bliver, siger støjekspert Waseim Alfred.

Fra 2011 ved flyvestationerne altså på forhånd nogenlunde, hvor stor den månedlige støjbelastning vil blive, og hvis det overskrider grænseværdierne, kan man forsøge at rette ind og flytte rundt på flyvestationernes aktiviteter.


Det er blandt andre flyveleder Per Larsen, som ses på billedet, der skriver klokkeslæt og flytype på de strimler, han sidder med i hånden, inden flyveleder Anne Grethe Dalsager indtaster tallene i registreringssystemet. Foto: Katharina Kløve