[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Læs mere om Positive Approach to Air Crew Selection i denne udgave af Flyvevåbnet på side 26
I en NATO-arbejdsgruppe omkring udvælgelse og træning af unge pilotaspiranter født efter 1980, den såkaldte Generation Y, blev både USA og Englands repræsentanter stærkt inspireret af Flyveskolens nye filosofi, som hedder Positive Approach to Air Crew Selection.

På Flyveskolen skal de vælge de unge ud, som er bedst egnet til at blive piloter, og måden de gør det på, har undergået noget af en forandring. I dag er undervisningen helt på linje med målgruppen. Den sorte skole er blevet begravet, og nu hjælper Flyveskolen deres elever med nogle helt nye pædagogiske værktøjer som for eksempel coaching.

Da Danmark er et lille land, er det forholdsvis nemt for den tilsvarende lille Flyveskole at afprøve nye tiltag, men for traditionsbundne store lande som USA og England er det vigtigt med inspiration og gennemprøvede ideer udefra, inden man ændrer i et gammelt system, som kræver store ressourcer at lave om på.


I stedet for et angstfremkaldende pres på elevernes skuldre under træningen, får de nu en hjælpende hestesko til at nå deres mål. Det har givet USA og England inspiration. Foto: Katharina Kløve

Gruppebegejstring
Af samme årsag er der oprettet en arbejdsgruppe i NATO-regi, som skal idéudvikle på, hvordan man underviser fremtidens piloter bedst muligt. De mødes en gang om året.

I denne arbejdsgruppe sad major Lars Bæhrenz og kaptajn Lee Christensen fra Flyveskolen for et par uger siden sammen med repræsentanter fra blandt andet Amerikas United States Air Force og Storbritanniens Royal Air Force.

- Vi kunne tydeligt mærke, at resten af gruppen fandt vores nye filosofi, metoder og værktøjer både visionære og interessante, siger major Lars Bæhrenz.

Royal Air Force har allerede bedt om yderligere og mere detaljeret indsigt i Flyveskolens filosofi. De mener, at den vil gå godt i spænd med deres egne nye tiltag, nemlig brugen af sportspsykologi og coachinguddannelse til deres instruktører.

Desuden har den amerikanske repræsentant i arbejdsgruppen sendt en kopi af den danske briefing om Positive Approach to Air Crew Selection hjem til United States Air Force som inspiration til at ændre deres uddannelse og træning af Generation Y.