[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

I Afghanistan skal det svenske forsvar have flyttet nogle beboelsescontainere fra Fujairah til Mazar-i-Sharif. Det hjælper Flyvevåbnet dem med i løbet af november igennem LARK - "Luft-ARK" - aftalen med det civile firma Adagold. De skal i alt flyve mellem 18-20 gange.

I LARK-aftalen har Flyvevåbnet på forhånd betalt for et vist antal flyvetimer med Adagolds Ilyushin 76, og når Danmark ikke skal bruge timerne alligevel, er det i det danske forsvars interesse at sælge den overskydende kapacitet til andre nationer.

Flyvevåbnet har førhen også fløjet materiel for Frankrig.

En Ilyushin 76 kan have 12 af svenskernes beboelsescontainere ombord samtidig i sammenligning med Flyvevåbnets egne C-130 Herculesfly, som kun kan have tre containere med ad gangen.

Når man skal flytte materiel og lignende kigger man først på, hvad man skal flytte og hvilken flytype, det kan være i. Flyvevåbnets egne kapaciteter er fire C-130 Hercules fly, og i LARK-aftalen har de to Ilyushin 76 og en McDonnell Douglas 83 til deres rådighed.

Hvis ingen af de tre flytyper opfylder behovet, kontakter Flyvevåbnet allierede eller civile samarbejdspartnere for at finde den flytype, som passer til godset.

Læs mere om LARK på side 8-9 i juniudgaven af bladet Flyvevåbnet.


En Ilyushin 76. Foto: Thorbjørn Forsberg