[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Fakta

De syv berørte medlemslande i BONN-aftalen er Holland, Sverige, Tyskland, Norge, Belgien, Storbritannien og Danmark.

Danmark er medlem af flere aftaler vedrørende havmiljøet, hvoraf de to vigtigste, som berører Flyvevåbnet, er BONN-aftalen og Helsinki Commission (HELCOM).

BONN-aftalen dækker Nordsøen, den Engelske Kanal og havet omkring Irland.

HELCOM  dækker Kattegat, Østersøen, den Botniske Bugt og Finske Bugt.

Bonn-aftalen er en aftale af 9. juni 1969 om bekæmpelse af olieforurening i Nordsøen.

Læs mere om Bonn Agreement på www.bonnagreement.org
Under BONN-aftalen er det besluttet, at medlemslandene omkring Nordsøen skal overvåge havområdets boreplatforme. Opgaven hedder Tour d´Horizon. Syv ud af de i alt ni Bonn-lande varetager opgaven en gang hver om året.

Flyvevåbnet havde oktober og november måned til at udføre overvågningen. Da CL-604 Challengerflyet, som Flyvevåbnet bruger til havmiljø, flyver forholdsvist hurtigt og har en lang rækkevidde, kunne besætningen klare opgaven på to dage, henholdsvis den 9. og 10. november.

- Tour d’Horizon er relevant som et supplement til satellitovervågningen af Nordsøen. På satellitbillederne kan man konstatere, at der er olieudslip, men ikke i hvor store mængder. Der har vi en fordel i overvågningen med fly, fordi det menneskelige øje og kamerabilleder fra nært hold kan vurdere mængderne meget bedre, siger havmiljøspecialist Bent Jørgensen fra Air Transport Wing Aalborg.


Olieudslip i engelsk område

Under Tour d’Horizon fandt Flyvevåbnet nogle betydelige oliepletter fra boreplatforme i Storbritanniens territorium. Gennem Søværnet er sagen nu videregivet til de engelske myndigheder, som vil undersøge omstændighederne nærmere.

Det kan dog sagtens vise sig, at mængderne har været helt lovlige, fordi operatørerne af olieinstallationerne selv er ansvarlige for at rapportere eventuelle overskridelser til deres respektive myndigheder. Hvis de allerede har gjort det, er der altså ingen sag.

Boreplatformene udskiller nemlig sammen med deres produktionsvand somme tider også mineralsk olie, som er skadeligt for havmiljøet i større mængder. Det kan dog ikke undgås, at der kommer noget med ud, og derfor har boreplatformene lov til at spilde en vis mængde hen over en bestemt periode.


Flyveruten

Den 9. november fløj besætningen fra Aalborg, ned over hollandsk farvand, hen over Danmarks vestligste område af Nordsøen og videre op til den sydlige del af Norges territorium for til sidst at slutte med at flyve tilbage ned over dele af Storbritanniens område.

Efter en overnatning i Aberdeen, Skotland, fløj de den 10. november op til den norske vestkyst og tog bagefter resten af Storbritanniens territorium, hvor de altså fandt uregelmæssigheder.


Ud over internationale havmiljøoperationer bliver CL-604 Challengerflyet også brugt til havmiljøovervågning hen over danske farvande 450 timer hvert år. Foto: Katharina Kløve