[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

På Flådestation Frederikshavn sad kaptajnløjtnant Soenke Nielsen fra den tyske flåde med sin helikopterbesætning og ventede. Solen skinnede fra en skyfri himmel, men i stedet for at flyve, måtte han fordrive tiden med at følge med i nyt om den askesky, der siden i torsdag har lukket al flytrafik over det meste af Nordeuropa. På grund af askeskyen foretages der kun akutte militære flyvninger i dansk luftrum.

- Vejret ser jo fantastisk ud, så det er frustrerende for os, at vi ikke kan flyve. Vi har mange forsyninger, som skal ud, så vi får travlt, når vi må flyve igen. Men indtil da kan vi kun vente, siger kaptajnløjtnant Soenke Nielsen.

Besætningen på den store Seaking-helikopter skulle egentlig have fløjet personer og vigtige reservedele ud til de mange krigsskibe, som i denne og den kommende uge deltager i NATO-øvelsen Brilliant Mariner i dansk farvand. Nu må også skibene vente på, at skyen fra Island driver over.