[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Specialoperationsstyrkerne får under Night Hawk-øvelsen mulighed for at se, hvad Flyvevåbnets Challenger CL-604 fly også kan bruges til. Der er nemlig et kamera i flyet, som lige nu mest bliver brugt i forbindelse med havmiljøovervågning. Med en opdatering af kameraet vil specialoperationsstyrkerne kunne bruge flyet til at få det fulde overblik i en krigszone.

- Kameraet er fremtidens våben, og hvis det her bliver en prioritet, er der et fantastisk potentiale i at bruge Challenger-flyene for Hæren og Søværnet, siger chefen for Air Transport Wing Aalborg, oberst Søren W. Andersen med pilotnavnet WIS.

Flere fordele ved Challenger-flyet

Som det ser ud nu, er billederne fra kameraet ikke i en god nok kvalitet, men der er flere fordele ved at sætte ressourcerne ind på at opdatere dem.

For det første kan Challenger-flyet ligge omkring syv til otte timer i luften. Det har altså en stor brændstofkapacitet. For det andet larmer flyet ikke specielt meget, og man vil ikke umiddelbart kunne høre det fra jorden. For det tredje kan det ligge højt i luften.

Dertil kommer, at flyet har flere radiofrekvenser, som betyder, at for eksempel en jægersoldat kan flyve med og fortælle mændene på jorden, hvad han ser og eventuelt styre missionen fra oven.

- I Danmark har vi jo slet ikke ressourcer til at gøre som i USA, hvor de har topmoderne ubemandede fly, der sender direkte billeder hjem. Derfor afprøver vi nu Challenger-flyets kapaciteter som et alternativ, men på nuværende tidspunkt er det meget tidligt i den udvidede testfase, siger oberst Søren W. Andersen.


Sådan ser opsætningen ud i Challenger-flyet, når Flyvevåbnet er på havmiljøovervågning. Den lille sorte skærm til højre viser kamerabilledet, som systemoperatørerne på nuværende tidspunkt styrer manuelt. Foto: Katharina Kløve

Fremtiden er usikker


- De tre Challenger-fly, vi har, er i forvejen godt booket op med andre opgaver, så nu ser vi lige tiden an, men der er helt klart noget potentiale her, som også kan blive sat i værk forholdsvis billigt, siger oberst Søren W. Andersen.

I første omgang har specialoperationsstyrkerne nu fået indblik i, hvilke muligheder flyet har, og så vil tiden vise, om det er noget, de har lyst til at gå videre med. Under alle omstændigheder går der i hvert fald et par år, før det vil blive en opgave for Challenger-flyene og deres besætninger. Det kommer nemlig også til at kræve, at de får den rette træning i den slags flyvning, før det kan blive sat i værk.

I dag er Night Hawk-øvelsens sidste dag. I aften bliver den veloverståede øvelse fejret af de cirka 450 deltagere.