[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]
Mandag den 26. juli kl. 16.00 afghansk tid var det tidspunkt, der var valgt til at gennemføre
kommandooverdragelse ved den danske OMLT (Operational Mentoring and Liaison Team, red.) i Camp Tombstone.
Paraden blev afviklet på den stedlige basketballbane af den simple årsag, at den som det eneste sted i Tombstone er plan og uden sten, hvilket er nødvendigt, når man vil gennemføre en parade på en nogenlunde ordentlig måde. Alt klappede da også efter bogen. Kommandoer og eksercits, fremføring af Flyvertaktisk Kommandos fane nr. 2 og overdragelse af denne fra den afgående chef til den ditto tiltrædende.
Et stort øjeblik
Som tiltrædende chef må jeg erkende, at det var et stort øjeblik at få overdraget min første kommandofane. Stolthed og en vis portion ydmyghed prægede på forunderlig vis øjeblikket. Stolthed over at skulle stå i spidsen for en flok dygtige og engagerede medarbejdere og ydmyghed over for en så vigtig opgave, som mentoring i en fremmed kultur i virkeligheden er. Blot det at være en lille brik i det store spil om at gøre en forskel under ekstremt vanskelige vilkår.
Afgående chef for OMLT hold III, P.K. Andersen, rettede i sin tale til holdet blandt andet en stor tak for den professionalisme, der i alle sammenhænge var udvist fra medlemmerne på hold III. En professionalisme, der blandt andet har givet sig udtryk i en høj grad af fleksibilitet, kontinuerlig kvalitet til tiden, og fordi alle på holdet løste de rigtige opgaver rigtigt. Per ønskede hold IV held og lykke med den videre opgaveløsning.
Skinnerne var lagt af de tre foregående hold, og det var nu op til hold IV at få sat toget i gang mod dets destination – et frit og demokratisk Afghanistan – med ophold på en række mellemstationer undervejs, herunder at sikre at garnisionens hovedkvarter på Shorabak selvstændigt kan løse sine opgaver uden hjælp for danske mentorer.
- Nyd opholdet, tag udfordringerne op og I vil få en oplevelse for livet, sagde P.K. Andersen afslutningsvis.
Endnu et kapitel er begyndt
Tiltrædende chef, undertegnede, takkede hold III for den store gæstfrihed, den meget grundige overdragelse og i det hele taget for et forment stykke arbejde i deres missionsperiode. Det havde overdragelsesperioden igennem stået klart, at der var arbejdet hårdt, målrettet og engageret med for eksempel at systematisere, strukturere og tydeliggøre mål og opgaver for garnisionen, og at der samtidig hermed var gennemført reelle resultater på en række områder. Jeg anførte videre, at hold IV agtede at fortsætte den gode udvikling i respekt for den afghanske kultur samt videreføre og udvikle allerede igangsatte initiativer i retning af, at ledelsen på garnisonen kan drive kasernen sikkert og professionelt. Jeg ønskede afslutningsvis hold III en god og sikker rejse hjem samt en god lang og tiltrængt ferie med deres respektive familie.
Endnu et kapitel i Flyvevåbnets og særligt OMLT's historie er dermed begyndt. Vi er allerede i
arbejdstøjet, fulde af gå-på-mod og med en masse ideer til at føre arbejdet med vores afghanske samarbejdspartnere videre. Det bliver spændende!