[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Hver gang den danske kampgruppe i Afghanistan skal udskiftes eller på leave, følger et dansk C-130J transportfly med for at støtte den omfattende logistiske opgave. I praksis betyder det, at der er en dansk Hercules i Afghanistan cirka seks måneder om året. Herculesflyene løser primært opgaven med at flytte gods og soldater fra de store lufthavne i Kabul og Kandahar til Camp Bastion og til mere primitive landingsbaner ude i landet, hvor store civile fly ikke lander. Herculesflyene er ekstra beskyttet mod netop stenslag med en belægning på udsatte steder, men ligesom selv pansrede køretøjer også slides hårdt i det afghanske miljø, kan beskyttelsen kun forsinke nedslidningen af flyenes bundplader - ikke fuldstændigt forhindre det.

- Selvom Herculesflyene blandt andet er lavet til netop denne type opgave, kræver det hårde miljø, at vi vedligeholder flyene meget mere intensivt, end hvis vi altid landede på asfaltbaner som herhjemme. Stenslag fra grusbanerne laver med tiden så store buler og slag i skroget, at styrken risikerer at blive svækket. Derfor får vi nu, efter forskrifter fra producenten Lockheed Martin skiftet de ødelagte plader i bunden af de to fly, som er ældst, og som har været mest i Afghanistan igennem årene. Det forklarer ingeniør Nils Bjørlig, som er typeansvarlig for C130J hos Forsvarets Materieltjeneste.




Udskæringer omkring stenslagene i det beskyttende lag under en dansk Hercules. Foto: FLVFOT.

Udskiftningen af pladerne i bunden af flyet er en langvarig og vanskelig opgave blandt andet fordi bundpladerne er en del af flyets bærende konstruktion. Det betyder, at teknikerne kun kan arbejde på en lille del af flyet af gangen, og reparationen indebærer meget manuelt arbejde. Hertil kommer, at der er lang leveringstid på reservedelene, som også efterspørges af de øvrige koalitionspartnere, der flyver med samme flytype i Afghanistan.

- Vi forventer at have det første fly tilbage fra værkstedet i april måned og det sidste i maj måned næste år. Det er lang tid at undvære halvdelen af vores meget efterspurgte transportkapacitet, og vi bliver alt andet lige mere sårbare overfor uforudsigelige tekniske problemer, når vi kun har to fly at trække på. Derfor prøver vi at planlægge os ud af det så godt som muligt, forklarer chefen for Air Transport Wing Aalborg, Søren W. Andersen.

Han påpeger, at den begrænsede flykapacitet kan gå ud over omskolingen til blandt andet taktisk flyvning, som er et forholdsvis nyt område for C130J-besætningerne. Air Transport Wing Aalborg forventer dog at kunne planlægge sig ud af situationen på sigt.

Fakta om C130J:

Længde: 34 m
Højde:
12 m
Spændvidde:
40,5 m
Nyttelast:
18144 kg


Passagerkapacitet: Op til 128 mand.
Tom vægt 34274 kg
Fuld vægt 79380 kg
Rækkevidde: 7400 km



Når de danske C130J er i Afghanistan, flyver de primært for de danske soldater, men samtidig bliver overskydende tid og kapacitet brugt til at flyve for de øvrige samarbejdspartnere i koalitionen. Foto: Rune Dyrholm