[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Jonstruplejren så helt idyllisk ud med sneen langsomt dalende ned fra en grå himmel. Traktorer kæmpede for at gøre veje og stier farbare, og folk stred sig af sted. Mange gæster, pårørende og stabsmedarbejdere havde været tidligt oppe for at være sikker på at nå frem til udnævnelsen kl. 9 – og for at gøre udnævnelsen til den fest, det rettelig er, når Flyvevåbnet udnævner kadetter for at sende dem ud i de ventende enheder.

De 25 løjtnanter fra klasse Rockeye ventede spændte i skolens store auditorium Kløvermarken. Chefen for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor Henrik R. Dam kom fra Karup for at udnævne de unge kadetter, der nu skal færdiggøre deres uddannelse inden for de specialer, som de har valgt.
 
”I står nu på tærsklen til et nyt kapitel i jeres liv”, indledte generalen i sin tale. ”Lad os sammen arbejde for at skabe et godt og befordrende arbejdsmiljø og nogle fornuftige arbejdsvilkår i enhederne derude. Jeg er meget bevidst om, at der hviler et stort ansvar på Flyvevåbnets ledelse for at skabe nogle fornuftige, overordnede rammer for flyvevåbnets virke. Men vi må aldrig glemme, at det langt hen ad vejen vil være jer, der er med til at sætte dagsordenen på den lokale arbejdsplads og dermed præge og forme dagligdagen for flyvevåbnets ansatte”.

Stor forskellighed

Kadetterne har de sidste 20 måneder gennemført Flyvevåbnets grundlæggende officersuddannelse (GRO), i øvrigt med ganske flotte resultater. Klassen har bl.a. scoret det højeste karaktersnit nogensinde i deres hovedopgaver.

Klassen har også en stor forskellighed: Yngste kadet er 21 år, og ældste er 36 år; 4 ud af 25 er kvinder; nogle kommer direkte fra gymnasiet, mens andre har været udsendt indtil flere gange. Netop denne forskellighed har præget klassen i gennem hele forløbet:

”Vi var en blanding af alt, hvad forsvaret byder på”, sagde løjtnant Sejr Lykke Horskjær, der holdt årgangens tale, ”men vi har forstået at udnytte vores forskellighed til en styrke”.

De nyudnævnte løjtnanter er nu gået på en velfortjent juleferie.