[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Der er mangel på uddannede Forward Air Controllere i det danske forsvar. Simpelthen fordi der ikke er nok ansøgere til funktionen. Et bud på en forklaring er, at man efter uddannelsen til Forward Air Controller skal gøre tjeneste i Varde i fire år. Geografien kan altså være en afskrækkende faktor.

På grund af manglen er det vigtigt at få alle seks Forward Air Controller-elever igennem det igangværende kursus, men selvfølgelig uden at slække på sikkerheden og kvaliteten af kurset. FAC-instruktør seniorsergent Carsten Olsen er rigtig godt tilfreds med elevernes indsats indtil nu, men han ved også, at de er pressede:

- Det går virkelig stærkt. Indlæringskurven er meget stejl, og vi skal passe på, at vi på den korte tid kurset varer, ikke propper så meget ind i elevernes hoveder, at kurven begynder at vælte bagover.

Forward Air Controller-kurset varer otte uger og finder kun sted én gang om året.