[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]


Aaron og Jens Thomas Ravn har kendt hinanden i godt seks år - siden dengang Aaron blot var en lille hvalp. Jens Thomas Ravn og Aaron er længst til højre på billedet. Foto: Laura Aggernæs

Inden afgang får hunden Aaron testet og trænet netop hans kompetenceområde: vagt- og patruljehund.

På græsplænen bag Combat Support Wings bygning 416, hviler patruljehunden Aaron på bagbenene, mens han ser fikseret op på Jens Thomas Ravn.

Ved deres side står to andre makkerpar klar.

Der er stort set stille, bortset fra en enkelt af hundene, der kommer med små utålmodige bjæf.

Test af patruljehund

Jens Thomas Ravn skal sammen med hunden Aaron til verdensmesterskaberne for tjenestehunde i Schweiz, hvor de stiller op i kategorien vagt- og patruljehund.

Verdensmesterskaberne starter den 7. oktober 2010, men inden da skal Aaron op til test.

Hvert år skal patruljehunde nemlig igennem et godkendelsesprogram, der skal sikre, at de fortsat er egnede som patruljehunde.

Dommer H. F. Bech, eller Hunde Fører Bech, som han kaldes af kollegerne, begynder at give hundeførerne forskellige ordrer, som de i samarbejde med deres hunde skal gennemføre.

- Højre om! – Tre skridt til venstre, gå! – Tre skridt til højre, gå! – Omkring!


- DREJ OM! Foto: Laura Aggernæs

Hundene følger pænt i hælene på deres førere, mens førerne pænt følger dommerens anvisning. Efter at have gelejdet de tilstedeværende makkerpar rundt i et kvarters tid, siger dommeren ’tak’, mens han noterer på sin blok.

- Hvis hunden laver fejl nu, kan jeg ikke nå at rette det til, men det giver mig et godt indblik i dens kunnen før afgangen til Schweiz, fortæller Jens Thomas Ravn.

Dommeren lader dem alle bestå, og mens der klargøres til næste lydighedsprøve, tager Aaron og Jens Thomas Ravn sig et hvil.


Jens Thomas Ravn og hunden Aaron har deltaget i VM i Schweiz sammen to gange. Foto: Laura Aggernæs

Lydighedsprøve til 100 point

Den kommende prøve i lydighed har stor betydning for både Aaron og Jens Thomas Ravn. Prøven er nemlig den samme som den, der åbner konkurrencen for vagt- og patruljehunde i Schweiz.

Prøven går kort sagt ud på, at hunden bliver anvist en plads på jorden, hvor den skal blive liggende helt stille, mens hundeføreren går 5 meter frem, og affyrer 3-4 skud med en pistol. Hunden må ikke flytte sig mere end én meter fra det sted, den bliver placeret. Ellers er den ikke bestået.

- Det er en vigtig prøve for hvis man ikke klarer den, kan man ikke gå videre til de følgende lydighedsprøver, så allerede der vil man miste 100 point, fortæller Jens Thomas Ravn.


Aaron afventer ligeså stille, mens Jens Thomas Ravn fyrer fire skud af med pistolen. Foto: Laura Aggernæs

Da han deltog i verdensmesterskaberne i 2008 – også dengang med Aaron – fik han i alt omkring 277 point ud af 300 mulige, hvilket landede ham på en 5. plads.

- For at opnå et rigtigt godt resultat, skal man helst lande på 289 point ud af de 300, fortæller Jens Thomas Ravn.

I dag går lydighedsprøven fint, og makkerparret består også denne del af prøven.

Om få dage vil det vise sig, hvordan udfaldet bliver i verdensmesterskaberne i Schweiz.

- Hvis jeg bliver nervøs til verdensmesterskaberne i Schweiz, vil det påvirke Aarons præstation, og han mærker med det samme, siger Jens Thomas Ravn.

Indtil videre har han dog ikke nerver på, og han satser på en bedre placering, end den han fik ved sidste VM.


Den 6. oktober 2010 tager Aaron, Jens Thomas Ravn og de andre deltagere afsted på den flere timer lange biltur til Schweiz.
Foto: Laura Aggernæs


Fakta:

  • For Jens Thomas Ravn og Aaron er det anden gang, at de deltager i VM for tjenestehunde i Schweiz, der finder sted fra den 7. oktober til den. 10. oktober.
  • Udover dem, deltager fem andre hunde med tilsvarende hundeførere fra henholdsvis Forsvarets Førings- og Operationsstøtteskole, Combat Support Wing, Air Transport Wing Aalborg og Fighter Wing Skrydstrup.