[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]


Søren Lund Pedersen ses her i fuld gang med at undervise fem elever i Voice Communication System, der er apparatet placeret foran eleverne. (Foto: Laura Aggernæs)

- Vi tager af og flyver hen over Esbjerg, siger Søren Lund Pedersen bestemt, mens han med sin pegefinger udpeger Esbjerg på et kort.

Fem unge mennesker kigger interesseret op på kortet og derefter på det apparat, de har stående foran sig. Koncentreret udvælger de den radiomast, der er tættest placeret på Esbjerg, på den digitale oversigt foran dem og afventer dommen fra deres underviser.

Til dagligt er Søren Lund Pedersen Fighter Allocator i Air Control Wings mobile radarenhed, MACC, men i dag har han valgt at tage et skridt tilbage fra sin sædvanlige plads for at lade fem unge elever komme til. I dag skal de nemlig lære, hvordan man bruger en Voice Communication System.

Eleverne er i gang med Air Control Wings operative grundkursus Air Control Wing Operationel Course (AOC) – et forløb, der gik i gang efter planen mandag den 9. august 2010.

Anderledes uddannelsesforløb

Men hvor undervisningen normalt ville foregå i undervisningslokalerne i Air Control Wings uddannelsesbygning, har det for Air Control Wing – på grund af overbelægning – ikke været muligt at placere eleverne der.

Som løsning har man derfor rykket undervisningen til Air Control Wings mobile radarenhed, MACC, hvor en del af MACC’ens ansatte i perioden vil fungere som instruktører for eleverne.

Søren Lund Pedersen har i perioden det overordnede ansvar for elevernes ti uger lange kursus, hvor han skal sørge for, at undervisningen forløber, som den skal.

Men udover det overordnede ansvar, vil han også selv fungere som en af kursets undervisere.

- Det er en fordel for eleverne at være her, set i forhold til deres sædvanlige omgivelser, fordi vi her kan tage eleverne med ud og vise dem, hvordan de ting, vi underviser I, fungerer i praksis, fortæller Søren Lund Pedersen.

Også elevernes afsluttende projekt vil blive anderledes end ellers, da eleverne – som noget helt nyt – skal foretage deres afsluttende praktik under live-øvelsen Night Hawk, der er en årlig øvelse ved Jægerkorpset, hvor danske og udenlandske special operations styrker træner sammen.

- Det bliver en oplevelse for eleverne at komme med på en live-øvelse, fordi det bliver andre ting, de skal være opmærksomme på undervejs, end dem vi arbejder med her. Så jeg håber, det bliver en spændende for dem, siger Søren Lund Pedersen.


Søren Lund Pedersen har ikke undervist elever før, men han synes det er interessant at prøve. (Foto: Laura Aggernæs)