Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Laura Aggernæs
13 soldater fra forskellige dele af forsvaret optræner for tiden deres færdigheder, så de kan udsendes som mentorer i Afghanistan til juli.
Før de kommende mentorer for de afghanske soldater i Camp Shorabak kan lære fra sig, er det vigtigt at de også selv har styr på de mest basale færdigheder, der er nødvendige for deres udsendelse.
Derfor skal de kommende mentorer lære om alt fra afghanernes sprog, kultur og religion til de NATO-direktiver, der omhandler samarbejdet med de afghanske soldater samt de mere praktiske færdigheder, der skal bruges dernede.
Dagens undervisning handler om pistolhåndtering og om, hvordan en udrustning sammensættes korrekt. Foto: Laura Aggernæs.
Alle hjem i hel tilstand
Da de 13 kommende mentorer har meget forskellig baggrund indenfor forsvaret, er det særligt vigtigt at de alle får den samme basisviden inden udsendelsen, også selvom flere af soldaterne allerede kender til viden på forhånd, fortæller Erik Nordahl, der er detachementchefen for OMLT hold 4.
- Vi er startet fra bunden af og har arbejdet os frem for, at alle kommer op på samme niveau, siger Erik Nordahl, og fortsætter:
- De skal være klar til opgaven, så jeg kan få alle hjem i hel tilstand. Det er det, min opgave går ud på.
De resterende 12 soldaters opgave i Afghanistan bliver, at de hver især skal være mentor for én afghansk soldat, der varetager den samme funktion i Afghanistan, som den danske soldat varetager i Danmark.
Soldaterne skal have hjertet med
Det er derfor et samarbejde, der kræver et stort engagement fra begge parter, hvis det skal fungere optimalt.
- Alle her er frivillige. Har du ikke hjertet med i det, kan det være lige meget, at du er der, for det at være mentor handler i høj grad om engagement, slår Erik Nordahl fast.
Den holdning afspejler sig også hos soldaterne, der hurtigt er i fuld gang med at tage forskellige dele af deres udrustning på, da dagens undervisning sætter i gang.
Rene Ebbesen ses her i færd med at sammensætte komponenterne til sin udrustning. Foto: Laura Aggernæs.
Anderledes kultur
Rene Ebbesen, der er kommende mentor for teknisk kommunikation i Afghanistan, har tidligere været udsendt i Kosovo som soldat, men han forventer sig noget helt anderledes af oplevelsen som mentor.
- Jeg tager til Afghanistan, fordi det er en del af mit arbejde og for at gøre en forskel. I stedet for at tage ud for at lave krig, så tager vi derned for at lære fra os. Det giver gode erfaringer, siger Rene Ebbesen.
OMLT hold 4 er omtrent halvanden måned henne i deres missionsforberedende uddannelse, men det ændrer dog ikke på, at Rene Ebbesen allerede har gjort sig tanker om, hvad der venter på ham i Camp Shorabak.
- Jeg har en forventning om, at der er varmt dernede og om, at der er en meget anderledes kultur. Men det jeg er mest spændt på er, hvor uddannede og hvor modtagelige afghanerne er for at lære, siger Rene Ebbesen.
OMLT hold 4 skal afløse OMLT hold 3 i Afghanistan den 14. juli.
Fakta om OMLT hold 4:
OMLT Hold 4 består af 13 mand, der er sammensat af ansatte fra Flyvevåbnet, det civile, Forsvarets Bygnings- og Etablissementsservice og hæren.
Mentorerne skal oplære den afghanske garnison i drift af infirmeri, logistik, teknisk vedligeholdelse af blandt andet køretøjer, indkvartering og flere andre ansvarsområder.
Hver mentor er vejleder for en afghaner, der sidder med samme ansvarsområde.
I alt tager tolv mentorer og en detachementchef af sted.