[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]


Indgangsskilt til den by, som testpilotskolen ligger i. Foto: Laura Aggernæs.

Da Flyvevåbnet den 31. december 1993 pensionerede de sidste Draken-fly, der havde været i brug siden 1970’erne, regnede man ikke umiddelbart med, at flere af flyene nu næsten 20 år senere stadig ville være at finde mellem skyerne.

Men det er de imidlertid, for en god handel betød en fordelagtig fremtid for både fly og Flyvevåbnet i den amerikanske Mojave-ørken.

Undervisning i bytte for fly

Da Draken-flyene skulle pensioneres, blev der tænkt over, hvad der skulle blive af dem, da de ikke måtte blive solgt videre. Det blev besluttet, at nogle af flyene skulle på museum og andre skulle bruges til reservedele.


De danske Drakenfly har deres egen hangar på testpilotskolen. Foto: Laura Aggernæs.

De sidste fly blev en del af en anden aftale. De røg nemlig helt til den Californien, fordi Flyvevåbnet fik en aftale i stand med testpilotskolen National Test Pilot School, som betød, at skolen kunne få brugsret over flyene på ubestemt tid, til gengæld for at Flyvevåbnet i en årrække kunne få undervist piloter og ingeniører på skolen.

- Vi gav dem seks fly med reservedele, så flyene kunne holdes kørende i mange år, og vi fik træning til gengæld. Min uddannelse blev betalt på den konto, fortæller Casper Børge Nielsen med pilotnavnet PEL, der blev færdiguddannet testpilot på skolen i 2000.

En af betingelserne ved aftalen er, at skolen ikke må videresælge flyene, så hvis de en dag vil af med dem, kommer de retur til Flyvevåbnet.


Casper Børge Nielsen udpeger det danske mærke, som stadig sidder på Draken-flyet. Foto: Laura Aggernæs.

Meget anderledes end F-16

- De tosædede fly bliver brugt til træning som en del af testpilotuddannelsen, og de ensædede fly bliver blandt andet brugt til systemtests, for eksempel hvis et firma gerne vil afprøve et nyt system, men mangler et fly at afprøve det i, forklarer Gregory V. Lewis, der er vicedirektør og underviser på skolen.

Casper Børge Nielsen har selv fløjet i de danske Draken, da han var elev på testpilotskolen, og han kender derfor deres betydning i undervisningsøjemed.

Det er et specielt fly at flyve, da det flyver meget anderledes end F-16 Fighting Falcon. For eksempel gør flyets vingeform, at det kan bruges til det såkaldte superstall, der er en helt speciel form for flyvning. Et af skolens fly er konfigureret tilat træne netop dette, og også NASA har benyttet flyene på testpilotskolen til sine piloter.


Testpilotskolen har tre billeder hængende af Drakenflyene fra deres sidste tid i Flyvevåbnet. Her er et af dem. Foto: Laura Aggernæs.

Skolens egen beskrivelse

På testpilotskolens hjemmeside beskriver man Draken-flyet på denne måde:

"The premier aircraft in our fleet is the Saab SK-35 Draken. We have two J-35 single-seat aircraft and four SK-35 two-seaters. These ex-Royal Danish Air Force mach 2 fighters are ideal platforms for weapons captive-carry and deployment testing, with seven weapons hardpoints and two camera pod hardpoints. Additionally, one SK-35 is configured for superstall and spin training."