[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Flyvevåbnet har i øjeblikket mange ansøgere til officersuddannelserne. Det giver god mulighed for at vælge de bedste ansøgere til de udfordrende jobs med avanceret materiel og krævende internationale operationer. Og kvinderne bliver bedre og bedre repræsenteret. Stadig flere unge kvinder deltager i Flyvevåbnets STUD LUFT arrangementer, og på Flyvevåbnets officersuddannelser optages i disse år historisk mange kvinder. Kvinderne oplever nøjagtig de samme strabadser, som de mandlige deltagere i STUD LUFT.

– Vi behandler dem som soldater, ikke som piger, siger HR medarbejder ved Flyvevåbnets Officersskole, Flemming Skov Ansdal.

– Pigerne skriver næsten alle i deres tilbagemeldinger, at der ikke skal tages specielle hensyn, blot fordi de er piger. Så pigerne indkvarteres feltmæssigt ligesom drengene; de skal løbe lige langt og kaste håndgranaten lige langt. De skal også træffe beslutninger under vanskelige og stressende forhold, når vi sender dem på patrulje i ”Helmand”. Og de er vilde med det, siger Flemming Skov Ansdal.

Gældende for både kvinder og mænd er det, at der bliver taget godt imod den militære omgangsform, som kadetterne fra Flyvevåbnets Officersskole praktiserer under STUD LUFT. Deltagerne kommer hurtigt ind på 3 geledder, når kadetten råber: Træd an!  Og alle følger de instrukser, som førerne giver under patruljerne i den farlige ”Helmand-provins” til punkt og prikke.

Deltagerne i STUD LUFT får rig mulighed for at opleve Flyvevåbnets avancerede fly, helikoptere, radarer og meget andet materiel på nærmeste hold. Kadetterne, der planlægger arrangementet, har desuden en spændende overraskelse i ærmet: Deltagerne får en tur i en C-130 Hercules transportmaskine, og det bliver sikkert en interessant oplevelse, for piloten vil starte og lande maskinen, som var det en skarp mission i Afghanistan.

Læs mere på www.studluft.dk 

Invitation til pressen:
Kom med til STUD LUFT onsdag og torsdag d. 8.-9. september på Flyvestation Karup.
Ved tidligere STUD LUFT arrangementer har vi med stor succes inviteret pressen til at dække arrangementet. Pressen kan tale med de unge, forventningsfulde deltagere og de officerskadetter, der deltager i arrangementet som medarrangører og værter. Der vil være rig mulighed for at spørge ind til deres tanker, motivation, drømme og forventninger til lederuddannelsen og en efterfølgende fremtid i Flyvevåbnet. Flyvevåbnet står til rådighed med assistance under pressens besøg.

For tilmelding og mere information kontakt presseofficer Allan Møller-Petersen fra Flyvevåbnets Officersskole på telefon 4193 8651 eller via e-mail: allanmp@mil.dk 

På vegne af: 
Forsvarets Rekruttering, Flyvertaktisk Kommando og Flyvevåbnets Officersskole