Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Til dette STUD LUFT arrangement var det lykkedes for kadetterne fra Flyvevåbnets Officersskole (FLOS) at skaffe deltagerne en flyvetur i en C-130 HERCULES fra Air Transport Wing i Aalborg. For mange af deltagerne var det med en blanding af spænding, begejstring og måske en smule kilden i maven, da de på én lang række blev vist op i maskinens enorme lastrum. Under flyveturen åbnede besætningen maskinens bagklap, og deltagerne havde mulighed for at kigge ud.
Dagen før havde den samme maskine under den spektakulære, taktiske demonstration vist et flot udført cargo drop (levering af forsyninger fra luften, red.). Her oplevede deltagerne fra tribunen på tætteste hold, hvordan Flyvevåbnets kapaciteter samarbejder under internationale operationer. Forinden havde et par T-17 SUPPORTER lavet en imponerende opvisning, praktisk talt hen over hovederne på deltagerne. Lidt uventet oplevede deltagerne også de store brandbiler fra Helikopter Wingen i aktion, da en af de anbragte sprængninger havde antændt et mindre lyngareal. Ilden blev dog hurtigt slukket, da brandbilerne kom frem.
For at understrege, at internationale operationer er en del af livet som officer og for alle ansatte i Flyvevåbnet, gik dette tema igen i næsten alle de orienteringer, som deltagerne hørte under arrangementet. Faktisk var temaet en del af det scenarie, som deltagerne selv deltog i, et som udspandt sig i område, hvor Flyvevåbnet var udsendt til. En helikopterpilot fortalte ærligt om sine egne erfaringer som udsendt pilot – en briefing, som gik tæt på nogle af de mere barske sider ved at være udsendt i en krigszone.
Under de to dages STUD LUFT lavede deltagerne en masse idræt. Den megen idræt skal bl.a. vise deltagerne noget om det træningsniveau, som forventes, hvis de søger optagelse på Flyvevåbnets Officersuddannelser.
Under arrangementet blev deltagerne introduceret til de 4 forskellige tjenestegrene: Pilot, air control officer, Teknisk officer og combat support officer. Oberstløjtnant Morten Kranker fra Flyvertaktisk Kommando gav en levende orientering om karrieremulighederne i Flyvevåbnet og aflivede nogle af myterne om livet som officer, fx at man ikke har tid til et fritidsliv ved siden af karrieren.
|
|
|
|
STUD LUFT Hvervearrangement som arrangeres i samarbejde mellem Forsvarets Rekruttering, Flyvertaktisk Kommando og Flyvevåbnets Officersskole. I den praktiske udførelse står kadetter fra Flyvevåbnets Officersskole for planlægning, tilrettelæggelse og gennemførelse af arrangementet – i samarbejde med Flyvevåbnets wings. Målgruppen er unge mennesker, som er i gang med gymnasiet, HF, HTX eller handelsskole, og som står foran at skulle træffe et karrierevalg. Der kan deltage ca. 200 i hvert STUD LUFT arrangement, og typisk viser ca. 300 interesse i at deltage. På dagen møder normalt mellem 150 og 180 deltagere op. Frafaldet skyldes alt fra sygdom, for meget fravær i gymnasiet, misforståelser mv. STUD LUFT gennemføres to gange årligt.
|