[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Af Lars Skjoldan
Foran kolleger og familie modtog kaptajn Mads Pindstofte mandag The Army Commendation Medal for den tjeneste, han ydede fra juni 2007 til januar 2008 i Irak. Mads Pindstofte arbejdede under sin udsendelse for Multinational Security Transition Command, som blandt andet stod for at uddanne det irakiske militær. - Det er et stort skulderklap at få. Jeg er faktisk ret beæret over, at de sender en mand herover for at aflevere det personligt, siger Mads Pindstofte.

Det er to år siden, han kom hjem fra Irak, men denne tilkendegivelse er vigtig for ham. - Jeg håber jo at jeg i en eller anden grad har været med til at påvirke arbejdet dernede, og det synes jeg da, at det her må være et tegn på, forklarer Mads Pindstofte.

Medaljen blev overrakt i Flyvertaktisk Kommando af major Michael P. Cullinane, som arbejder ved den amerikanske ambassade i Danmark. Han overrakte ved samme lejlighed en officiel tak fra det amerikanske hær til Mads Pindstoftes kone og lille søn. - De takkede officielt min kone og søn for, at de måtte låne mig i et halvt år. Det er naturligvis lidt amerikansk, men jeg er også glad for, at min kone lod mig tage af sted, siger Mads Pindstofte med et smil.