[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]



Søgningen til Forsvarets uddannelser er høj i øjeblikket, og også interessen for Flyvevåbnets officersuddannelse er i top. Mere end 260 unge fra hele landet har lagt billet ind på de 200 pladser ved Flyvevåbnets hvervearrangement STUD.LUFT på Flyvestation Karup. De unge kommer for at få mere information om Flyvevåbnets uddannelser og på egen krop at opleve hverdagen som ansat i Flyvevåbnet.

Flyvevåbnet bruger STUD.LUFT og andre hvervearrangementer til at tiltrække potentielle ansøgere til primært officersuddannelsen, og netop STUD.LUFT er nok det bedste kort, Flyvevåbnet kan spille i kampen om at tiltrække de bedste unge fra hver årgang. Og derfor sættes alle sejl ind for at give STUD.LUFT deltagerne en god oplevelse af, hvad det vil sige at gøre karriere i Flyvevåbnet.

- Ved sidste års STUD. LUFT introducerede vi et helt nyt koncept, som vi høstede meget ros for. Det vil vi forsøge at gøre endnu bedre denne gang, fortæller HR-koordinator Flemming Skov Ansdal fra Flyvevåbnets Officersskole, og fortsætter:
 - Det handler om, at de unge oplever frem for at høre om. Derfor aktiverer vi denne gang deltagerne endnu mere og giver dem en ordentlig én på opleveren. 

Deltagerne hentes i busser fra opsamlingssteder i hele landet tirsdag aften. Onsdag og torsdag introduceres de for uddannelsen, oplever live opvisninger af Flyvevåbnets fly, helikoptere og andet materiel. De unge deltagere møder nuværende officerselever og andre ansatte i Flyvevåbnet, ligesom de selv kommer til at prøve kræfter med nogen af de opgaver, Flyvevåbnets ansatte løser. Herudover vil der også være konkurrencer, hvor deltagerne kan vinde flyveture i Forsvarets fly.

- Vi prøver at vise deltagerne vores spændende hverdag, hvad enten det drejer sig om de hjemlige opgaver eller opgaver i internationale missioner. Vi ønsker at vise vores målgruppe, som er unge i gang med en gymnasial uddannelse, at Flyvevåbnet kan tilbyde en spændende fremtid med mange oplevelser og gode muligheder for karriere, siger Flemming Skov Ansdal.

INVITATION TIL PRESSEN
KOM MED TIL STUD.LUFT ONSDAG D. 3. OG/ELLER TORSDAG D. 4 MARTS.

Pressen har under STUD.LUFT rig mulighed for at tale med deltagerne, nuværende officerselever og andre ansatte i Flyvevåbnet. Der er mulighed for at følge deltagere fra alle egne af landet, følge de nuværende officerselever, som planlægger og gennemfører arrangementet eller andre spændende vinkler.
Flyvevåbnet står til rådighed med assistance under pressens besøg på Flyvestation Karup, og vi kan sikre unikke muligheder for billeder.
For tilmelding og mere information kontakt presseofficer Allan Møller-Petersen fra Flyvevåbnets Officersskole på telefon 2190 2000 eller e-mail: allanmp@mil.dk.