[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]


Ilyushin-76 (Foto: Henrik Boesdal)

I indslag bragt i radioavisen og på Danmarks Radios hjemmeside fremgår det, at Forsvaret stik imod reglerne har fløjet blandt andre sundhedsministeren og flere soldater til Afghanistan i transportflyet Ilyushin-76. Men DRs konklusioner er ikke rigtige.

- Danmarks Radios indslag tolker reglerne sådan, at forsvaret alene må flyve gods og personer samtidigt, hvis der er tale om passagerer, som har en særlig funktion i direkte tilknytning til det gods, som er med samme fly. Men det er ikke rigtigt, siger oberstløjtnant Kern Oddershede, der er chef for operationsafdelingen i Flyvertaktisk Kommando.

- Reglerne skal fortolkes således, at der må tages gods med sammen med passagertransporten. Det er netop denne type opgaveløsning, som den lettiske tilladelse er baseret på. Så vi har fløjet i fuld overensstemmelse med reglerne, siger Kern Oddershede.

Det fremgår endvidere af Danmarks Radios hjemmeside, at "DR før jul afslørede, at de gamle russiske fly har et dobbelt til tre gange så højt brændstofforbrug som mere moderne fly." Forsvaret har flere gange gjort Danmarks Radio opmærksom på, at det ikke er en relevant sammenligning, da Danmarks Radio sammenligner Forsvarets indchartrerede transportfly med almindelige passagerfly, der selvsagt ikke kan løse de samme opgaver.

Læs artiklen: Forsvaret har fokus på klima og miljø