[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Engagerede medarbejdere fortalte om mulighederne for en spændende hverdag i Flyvevåbnet, mens fly og helikoptere viste den mere actionprægede del af virksomheden på den første dag af STUD LUFT arrangementet på Flyvestation Karup.


Deltagerne nåede at blive våde, inden arrangementet for alvor gik i gang. Foto: Allan Møller-Petersen

Regnen silede ned på førstedagen af årets sidste STUD LUFT, da deltagerne efter velkomsten ventede på busserne for at blive kørt ud til dagens første begivenhed. Mange havde været fornuftige og havde medbragt regntøj.

Et par uheldige fik udleveret engangsponchoer af kadetterne fra Flyvevåbnets Officersskole. Og pludselig – uden varsel – blev deltagerne overfløjet af to F-16 fra Fighter Wing Skrydstrup. Så var stilen for resten af dagen lagt.


Der var informationer om de forskellige uddannelser på den første dag af STUD LUFT. Foto: Allan Møller-Petersen

I løbet af dagen har engagerende medarbejdere fortalt om dagligdagen som combat support officer og air control officer. Efter et besøg på Flyveskolen, gav kadetterne et indblik i livet som studerende på officersskolen.

Dagen blev sluttet af med en særlig briefing om livet som udsendt soldat og et socialt arrangement, hvor deltagerne havde mulighed for at tale med kadetterne og repræsentanter fra Forsvarets Rekruttering om uddannelserne.

Torsdagen byder på mere indblik i livet som udsendt og måske en flyvetur i en C-130 Hercules.