[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

MTAA, som er en sammentrækning af "Mission and Target Approval Authority" (Autoriteten til at kunne godkende missioner og mål), arbejder i forbindelse med konflikten i Libyen ud fra NATOs installation i Poggio Renatico i Italien. Her skal de godkende alle de missioner som danske fly skal gennemføre, og de mål danske piloter skal engagere. Foruden det skal de også koordinere planlægningen af missionerne med den danske F-16 enhed på Sigonella.

Militærjuristen Peter, som var den første af sin slags i denne mission, har varetaget opgaven med at yde militærjuridisk rådgivning til chefen for MTAA-teamet. Det er chefen, der skal træffe den endelige beslutning om, hvorvidt danske fly må gennemføre en given mission eller engagere et givent mål.

Den 18. marts fik Peter at vide, at han skulle være militærjuridisk rådgiver omkring konflikten i Libyen. Dagen efter kørte han med MTAA teamet til Ramstein i Tyskland, og allerede den 19. marts om morgenen, var den danske militærjurist med til at godkende de første missioner for de danske fly på Sigonella. Ligeledes begyndte arbejdet med at godkende de enkelte mål i Libyen denne morgen. Siden da har Peter været med til at give militærjuridisk rådgivning på lidt over 800 mål i Libyen.

På nær nogle enkelte missioner og mål, som en midlertidig afløser gav rådgivning på, imens Peter og resten af MTAA teamet kørte fra Ramstein til Poggio Renatico i Italien da NATO overtog ledelsen af operationen, har Peter givet rådgivning på alle missioner og mål i denne konflikt.

Danmark har aldrig før haft jagerfly udsendt i en konflikt, hvor operationsniveauet har været så højt, og hvor behovet for militærjuridisk rådgivning som konsekvens, har været lige så højt. Det har således været et pionerarbejde, som den første danske militærjurist i missionen har været med til at gennemføre. For en ting er at sikre, at det enkelte mål og den enkelte mission kan godkendes individuelt - noget andet og sværere er, at få godkendelsesprocessen til at følge en rød tråd - ikke kun i forhold til FN Resolution 1973 - men også det danske mandat for missionen. Peters rådgivning til chefen for MTAA teamet har været med til at tilsikre, at netop den røde tråd har været der, og at den danske indsats har været efter bogen.


F-16 på Sigonella-basen i Italien.