[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Siden missionen begyndte for den danske F-16 enhed på Sicilien, har der været et godt samarbejde med de amerikanske flåde-enheder, der holder til på Sigonella-basen - også kaldet Naval Air Station (NAS) Sigonella. Det gælder ikke mindst på ammunitionsområdet, hvor der fra starten blev stillet både plads, mandskab og materiel til rådighed for Flyvevåbnets folk, så de lynhurtigt kunne komme i gang med at klargøre og samle de bomber, der er blevet brugt i operationen over Libyen.


Oversergent Thomas er klar til at overrække gaven til den amerikanske oversergent John Zink.
(Foto: Thorbjørn Forsberg)

Til daglig kaldes ammunitionsfolkene blot CAT-folkene - CAT står for Centraliseret AmmunitionsTjeneste. I den første uge havde de mere travlt end nogensinde før. I de fem første dage arbejdede de næsten hundrede timer. På trods af de lange dage, var der dog aldrig sure miner hos amerikanerne, selv om de måtte arbejde ekstra. Det fortæller oversergent Thomas, som har været leder af CAT på Hold 1:

- Fra dag et har amerikanernes hjælp været uovertruffen. Simpelthen. Den støtte, de har givet os, kunne ikke have været bedre, og det er vi meget, meget taknemlige for. Vi kunne ikke have udrettet det, vi har, uden dem.


John Zink takker for gaven. (Foto: Thorbjørn Forsberg)

Af samme grund fik CAT-holdet lavet et stort billede af en F-16, som amerikanerne kan hænge op. På billedet skrev de deres navne samt en hilsen som tak. Derudover forærede de flåde-soldaterne et par kasser dansk øl, som de bad dem om at nyde i en stille stund. Begge dele blev overrakt ved en lille ceremoni, hvor så mange soldater som muligt fra begge landes ammunitionsenheder var samlet. Endvidere er et gruppebillede af CAT-folkene i stor størrelse blevet lavet og vil snarest blive givet til amerikanerne.

Gaven blev modtaget med en vis beskedenhed fra chefen for de amerikanske ammunitionsfolk.

- Danskerne har gjort det meste af arbejdet og fortjener stor ros for det. De har fulgt vores procedurer uden bekymringer eller brok, sagde chefen for Navy Munitions Command Detachment Sigonella, Chief Petty Officer John Zink. Chief Petty Officer svarer til en oversergent i det danske Flyvevåben.


Thomas viser den våde del af gaven frem. (Foto: Thorbjørn Forsberg)


Danskere og amerikanere i samlet flok. (Foto: Thorbjørn Forsberg)