[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Landingen på den jyske vestkyst skete dels for at træne besætningen ombord på flyet, og dels for at rutinere de soldater på jorden, som forbereder landingspladsen. De danske C130 Hercules flyver regelmæssigt i områder, hvor vejrforholdene er barske og landingspladserne i bedste fald består af en stribe grus. Her kan kun specielle fly som C130 Hercules lande.

Vesterhavskysten byder på gode forhold til at træne den disciplin, og i går fik den stærke blæst sandet til at fyge, og gjorde det dermed vanskeligt for piloterne at orientere sig optimalt - præcis som var det snefygning på én af de grønlandske stationer eller sand på en primitiv landingsplads i Afghanistan.  

Piloterne landede dog ikke blot på ren mavefornemmelse, for på jorden stod Flyvevåbnets Z-team, der kort fortalt er specialister i at oprette midlertidige landingsbaner og i det hele taget støtte flyoperationer. Inden flyet kommer ind til landing, kontrollerer holdet blandt andet om underlaget kan bære vægten af flyet, og markerer hvor piloterne skal sætte flyet ned. Under landingen har Z-teamet på jorden også kontakt med flyets piloter, og de kan agere flyveleder og levere informationer om blandt andet vind og sigt på banen.

Øvelse Night Hawk fortsætter i de kommende dage og uge 41, hvor lignende aktiviteter kan forekomme rundt omkring i Jylland.


En af de udenlandske soldater som også var med til at oprette den improviserede landingsbane. Foto: PIC HOK


De danske piloter lavede to landinger på stranden som begge gik glat. Foto: Rune Dyrholm


Den brede strand ved vestkysten fungerer udemærket som landingsplads for en C130 Hercules. Foto: Rune Dyrholm


Også en svensk C130 deltog i øvelsen. Her den netop landet, og gør klar til at tage af igen.