[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

I forbindelse med en rutineopgave på Grønland hjalp et af Flyvevåbnets CL-604 Challenger-fly med to eftersøgninger.

Fredag den 7. oktober startede eftersøgningen efter en jolle med to mand ombord. Den var sejlet ud den 4. oktober fra Savissivik, men var ikke kommet frem til Kullorsuaq som planlagt. En tur på over 270 km. Derfor blev Challengeren sendt på vingerne, og inspektionsfartøjet Knud Rasmussen og en politikutter eftersøgte på havet.


Det er en barsk natur, der møder piloterne, når de flyver omkring Grønland. Foto: Bjørn Bayer

Båden blev ikke fundet fredag, og derfor fortsatte eftersøgningen lørdag. Klokken 18:13 lokal tid fandt Challengeren de to mænd og jollen. Inspektionsfartøjet Knud Rasmussen var i området, og kom hurtigt frem til jollen. De to mænd og jollen kom ombord på Knud Rasmussen.

Fartøjschef og førstepilot  Bjørn Bayer, med pilotnavnet RØN, fortæller om eftersøgning:
- Vi fandt dem kort før det blev mørkt. Følelsen, da vi fandt dem, var helt fantastisk. Vi havde fløjet rundt i otte timer, også så vi et lille lys. Så tænkte vi, er det dem? Og det var det. De lyste med den lille lommelygte, de havde med.  Det var en utrolig fornemmelse at finde dem efter så lang tid.

Det viste sig, at det var manglende brændstof til turen, der var årsagen til, at jollen ikke kom frem som ventet.

Søndag den 9. oktober hjalp flyet igen i med en eftersøgning, da der var kommet et mayday opkald på radioen. Der var ikke oplysninger om dem, der sendte nødopkaldet og ikke nogen, der var meldt nogen savnet. Derfor blevet eftersøgningen indstillet, da området var blevet afsøgt grundigt uden resultat.


De to mænd i jollen drev rundt i barsk natur i fem dage, men klarede sig blandt andet ved at skyde en sæl. Foto: Bjørn Bayer.


Et af Flyvevåbnets Challenger-fly er en uge hver måned udlånt til Grønlands Kommandoen for at hjælpe med blandt andet fiskeriinspektion, transportopgaver og eftersøgninger. Foto: Bjørn Bayer