[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Når en midlertidig dansk base skal sættes op på rekordtid ude i verden, er det Combat Support Wing (CSW), som leverer diverse støttefunktioner - alt lige fra sikkerhed på basen til kommunikationsmuligheder. Derfor er 21 mand fra Combat Support Wing nu på Sicilien, mens en del går hjemme i Danmark og pakker gods til missionen.

Det er blandt andet militærpoliti, Security Force, som sørger for mandskabets og flyenes sikkerhed, og en sikkerhedsofficer, som er blevet udsendt sammen med en del CIS-folk. De står for at opsætte operativt nødvendige systemer som internet og telefonforbindelser og gør det på den måde muligt at kommunikere internt og eksternt.




Lørdag morgen d. 19. marts: CSW-folk på Flyvestation Skrydstrup pakker et chartret mandskabsfly, der skal transportere personel til Naval Air Base Sigonella på Sicilien. (Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste)

En kæmpe succes 
Det lykkedes med meget kortvarsel at klargøre og udsende personellet. En del materiel skulle køres fra Skrydstrup til Sigonella Air Base, hvilket CSW også kunne støtte med. Hjemme i Danmark er det folk fra CSW, som i Skrydstrup læsser flyene, der flyver med materiel til basen.

- Det har været en kæmpe succes, at Flyvevåbnet har demonstreret evnen til at levere så hurtigt. Personellet har udvist stor professionel fleksibilitet og engagement i forbindelse med missionen i Libyen, fortæller chef for Combat Support Wing, oberst Peter Wass.

- At CSW supplerer og støtter operative missioner med alt lige fra materiel til ekspertise, gør spektret af opgaver virkelig stort, og giver os internt en særlig stemning af kampgejst og arbejdsglæde ved at være efterspurgte, siger Peter Wass.




Kandahar Air Field, juni 2008: Sådan så CSW's Security Force-folk ud, da de varetog flysikkerheden i Afghanistan. (Arkivfoto: Jette Elkjær)