[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Som ansat i Combat Support Wing skal man med jævne mellemrum holde sine færdigheder ved lige. Det sker med øvelser enten hvert år eller hvert andet år. Udover skydning, kommunikation og førstehjælp, er der blandt andet også CBRN.

- Det er vigtigt for de ansatte i Combat Support Wing at holde deres færdigheder ved lige, da de sommetider bliver udsendt med kort varsel og derfor ikke har tid til øvelserne, inden de skal sendes afsted, forklarer seniorsergent Peter Ebbesen Nielsen. Han er leder af CBRN træningselementet i Combat Support Wing.



Seniorsergent Peter Ebbesen Nielsen gennemgår de forskellige farlige stoffer. Han er leder af CBRN træningselementet i Combat Support Wing. Foto: Steffan Frostholm

CBRN dækker over kemisk, biologisk, radiologisk og nuklear, og på øvelsen trænes man i at forsvare sig mod angreb fra de fire nævnte. Dagens øvelse starter med en teoretisk gennemgang af de forskellige trusler. For de forskellige gasarter gennemgås kendetegn, symptomer, smitteveje og farlighed.

Når gennemgangen er overstået, er der undervisning i beskyttelse mod de forskellige gasser og biologiske våben. Først i auditoriet, hvor beskyttelsesdragten og gasmasken bliver prøvet af. Gasmasken skal være på efter ni sekunder, og hætten på dragten oppe efter 15 sekunder. Herudover skal filteret skiftes, og der skal drikkes vand gennem gasmasken.


Gasmasken og vandflasken er indrettet, så man kan drikke uden af tage masken af. Foto: Steffan Frostholm

Når der er styr på udstyret, bliver øvelserne mere realistiske. Deltagerne i øvelserne bliver nemlig udsat for CS-gas, som politiet blandt andet bruger. Gassen kendes også som tåregas, og rammer øjne, næse og mund. Det bringer tårer frem i øjnene, og smager ikke særligt godt.

CS-gassen sprøjtes ind i et lukket rum. Først går deltagerne ind med alt udstyr på, og kontrollerer, at det virker. Herefter går de ud igen og tager masken og andet udstyr af. Deltagerne skal så, en efter en og uden maske, gå ind i rummet med CS-gas. Når deltagerne mærker gassen, hvilket de hurtigt gør, skal de tage masken, hætten og handskerne på. Jo hurtigere, jo bedre. Herefter gennemgås øvelserne med udskiftning af filter og vandflasken igen.


CS-gassen irriterer øjne og næse, så det gælder om at holde vejret og lukke øjnene, indtil masken er kommet på. Foto: Steffan Frostholm