[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

I dagene op til den store dag, hvor Flyvevåbnets Officersskole (FLOS) skulle fejre sin 60 års fødselsdag, havde regnen væltet ned og lagt bygninger og arealer under vand. Men som ved guddommelig indgriben var der kun lette skyer og absolut ingen regn under paraden for skolens studerende og stab.


Parade i anledning af 60 års fødselsdag hos FLOS. Foto:FLOS

I sin tale sagde den nye skolechef, oberst H.C.E. Nielsen, blandt andet:
- Det første hold på officersskolen var på 19 mand. FLOS har siden da uddannet cirka 2.400 officerer til Flyvevåbnet. Vel at mærke et flyvevåben, der har undergået en stor udvikling, og som stadig sætter nye standarder og nye krav. Flyvevåbnet fremstår i dag mindre i kvantitet end tidligere, men så absolut stærkere i kvalitet. Opgaverne er skarpere og i højere grad ukendte, hvilket stiller store krav til lederne. At Flyvevåbnet er så stærkt, som det er i dag, er blandt andet takket være ledere og chefer, der alle har gået på FLOS.


Skolechef, oberst H.C.E. Nielsen: - FLOS har formået at holde takt med Flyvevåbnets behov, men vi hverken kan eller vil hvile på laurbærrene. Foto: FLOS

Parader har historisk set ikke fyldt meget på FLOS, men med den nye skolechef er mange gamle traditioner på vej tilbage, herunder parader ved festlige og højtidelige lejligheder.

Efter at have banket rusten af stemmerne blev der kommanderet ”klasse Hellfire til højre ret, se lige ud”, og så videre. Det så ganske hæderligt ud, om end mere erfarne folk fra Den Kongelige Livgarde måske kunne komme med et forbedringsforslag eller to.