[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

I går ankom den danske "MEDEVAC" C130 fra Air Transport Wing Aalborg til Danmark igen. Sammen med et specialuddannet hold læger, sygeplejersker og ambulanceførere fra Flyvevåbnets Eskadrille 690, har flyet været i Tunesien for at hente sårede fra krigen i Libyen.

- Transporten er gået helt som planlagt, og alle patienter har været stabile under flyvningen. Det fortæller Michael Nielsen, der er læge og chef for det flyvende medicinske personale i Eskadrille 690.




Holdet tog af sted mandag formiddag med kurs mod den tunesiske by Sfax, hvor en del af de sårede libyere var strandet med så komplicerede skader, at de lokale læger ikke er i stand til at behandle dem.

- Visiteringen af patienterne er foretaget af et hold læger fra Danmark, som har prioriteret, hvilke patienter, vi med dansk ekspertise er i stand til at hjælpe, og hvilke det lokale sundhedssystem kan behandle på samme niveau som os.

Det drejer sig især om komplicerede knoglebrud og øjenskader, hvor dansk eksperter kan gøre en væsentlig forskel for patienterne.     

Foruden prioriteringen af, hvilke patienter det rent medicinsk kan "betale sig" at flytte hele vejen for at behandle, har en af Flyvevåbnets læger også været med til at visitere patienterne for at vurdere, om de var egnede til at transportere med fly. I omegnen af 115 patienter er blevet vurderet for at finde de 13, der kom med på gårsdagens flyvning.

- Der en en række parametre, vi er opmærksomme på, når patienterne skal flyttes ad luftvejen. Det drejer sig især om, hvor vidt der kan være fanget luft i kroppen i forbindelse med de skader, patienterne har pådraget sig. Når trykket falder efterhånden som flyet stiger op, udvider luften sig og det kan give komplikationer.  

Flyveturen fra Tunesien til Danmark tog knap fem timer, og ved ankomsten blev patienterne afhentet i henholdsvis Kastrup og Aarhus lufthavn for videre behandling i det civile sundhedssystem.

Se flere billeder og video fra missionen på Flyvevåbnets facebookside.