[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Otte kampfly, tre reservefly, vedligeholdelsesmateriel, flymekanikere, teknikere af alle slags, piloter og forward air controllere – for at nævne nogle få. Der skal meget til, for at piloterne kan holde deres træning ved lige.

Grunden til at Flyvestation Skrydstrup tager til Grosseto, som ligger knap 200 kilometer nord for Rom, er, at vejret herhjemme er for ustabilt i vintermånederne til, at man kan være sikker på at få fløjet de timer, piloterne har brug for.

- Det er også værdifuldt for teknikerne, og for dem som planlægger missioner, at prøve at rykke ud og gøre deres arbejde under fremmede himmelstrøg. Vi har alle brug for at vedligeholde vores evner, for til stadighed at kunne leve op til de krav NATO stiller til os. Træningen i Italien giver os mulighed for netop dette, og ved at udskifte næsten alle mand midtvejs, fordeles den værdifulde træning til så mange som muligt, forklarer major Hans Peter Bagger, som er chef for det første hold.

Udover det gode vejr er det en fordel at tage til Grosseto, fordi byen ligger forholdsvist tæt på bjergrige områder. Dér får de danske fly mulighed for at træne close air support – sikring af og støtte til tropper på jorden – i omgivelser, som minder meget om det terræn, de danske kampfly kan blive indsat i.



Nærkamp
Der bliver også rig mulighed for at træne andre typer kamp. Folkene fra Skrydstrup regner med, at der bliver mulighed for at træne luftkamp med de italienske Eurofighter Typhoons, som findes på basen i Grosseto.

- Det er en virkelig god mulighed for at vise, at vores efterhånden ikke helt unge F-16 stadig kan klare sig. Selvom Eurofigteren er helt ny, kan vi sagtens give dem kamp til stregen i vores opdaterede F-16, forklarer Hans Peter Bagger.

Til pressen
Det er muligt for pressen at besøge de danske F-16 kampfly i Italien. I uge 5 vil det være muligt at komme ind på basen og hilse på de danske soldater. Her kan man se, hvordan deres hverdag fungerer under udsendelse. Det vil også være muligt at komme ud med hærens folk, og se hvordan måludpegning på jorden foregår.

For yderligere information og tilmelding: Ring til kommunikationsmedarbejder Lars Skjoldan fra Flyvertaktisk Kommando på telefon 25 23 91 91 eller skriv en email til skjoldan@mil.dk.