[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Den 20. august var der Air-sjow på Viborg Flyveplads. Der var mange forskellige fly og helikoptere til stede. Flyvevåbnet deltog med en EH101 redningshelikopter, en Fennec helikopter og et T-17 fly.



Både store og små fik et godt kig på T-17'eren. Foto: Flyvevåbnet

T-17 flyet, som er det fly alle piloter i Flyvevåbnet starter deres karriere i, deltog i den store formationsflyvning, der åbnede arrangementet klokken 10. I T-17’eren sad kaptajn Thibaut Guilbert, der til daglig er leder af lufttransportelementet ved Flyvertaktisk Kommando. Han deltog i Air-sjow som gæsteinstruktør fra Flyveskolen.
- Det var en rigtig hyggelig oplevelse, og en god måde at komme i kontakt med lokalsamfundet på, siger Thibaut Guilbert.

Han fortæller, at der var mange der kom forbi og snakkede med de medarbejdere, der var til stede fra Flyvevåbnet. Mange var enten tidligere ansatte i Flyvevåbnet eller unge drenge, der gerne vil være piloter.


EH 101 helikopteren tiltrak mange tilskuere, i alle aldre. Foto: Flyvevåbnet

EH101 helikopteren var der ikke længe på pladsen, men til gengæld var der faldskærmsudspring fra den. Det var Midtjysk faldskærmsklub, der stod for udspringene. En af udspringerne måtte bruge sin reserveskærm, men kom sikkert ned.

Udover udspring fra EH101 helikopteren, var der også udspring en Antonov AN-2. Det er verdens største enmotorede dobbeltdækker.
 
Arrangementet var godt besøgt med mellem 2.500 og 3.000 besøgende. Parkeringsområdet måtte udvides flere gange, da der kom flere, end det var forventet.


Fennec-helikopteren blev flugt med mange blikke, da den tog afsked med Air-sjow 2011 på Viborg Flyveplads. Foto: Flyvevåbnet.