[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Under uddannelse af piloterne i taktisk flyvning ramte en af Flyvevåbnets AS-550 Fennec-helikoptere torsdag den 20. januar kort efter klokken 15 to el-ledninger, som blev skåret over. Hændelsen fandt sted cirka to kilometer nord-øst for Klovborg ved Silkeborg, hvor to Fennec-helikoptere trænede sammen.

Ingen personer kom til skade ved hændelsen. Helikopteren fik dog nogle skrammer, og piloten fulgte de rigtige procedurer og landede for en sikkerheds skyld umiddelbart efter begivenheden. Den anden helikopter – som fløj bagerst i formationen - informerede efterfølgende Flyvevåbnet i Karup, som straks sendte folk til stedet for at inspicere helikopteren. Denne blev derefter bragt til Flyvestation Karup på en lastbil, hvor man vil foretage en grundig undersøgelse af skadernes omfang.


Fennec-helikopteren står nu i hangaren ved Eskadrille 724 og venter på at blive undersøgt. (Foto: Lars Skjoldan) 

Efter hændelsen blev el-selskabet underrettet, så skaderne på el-ledningerne kunne blive udbedret hurtigst muligt. De præcise omstændigheder bag overskæringen af de to el-ledninger er ikke kendt, men Flyvertaktisk Kommando har iværksat en undersøgelse, som skal kortlægge hændelsesforløbet. Formålet er at finde frem til de konkrete bagvedliggende årsager, så lignende situationer undgås i fremtiden.

El-ledningerne blev skåret over ved hjælp af den såkaldte wire-cutter, som er monteret to steder på Fennec-helikopteren – lige over og lige under cockpittet. Dens funktion er netop at skære ledningerne over ved situationer som den torsdag eftermiddag og på den måde begrænse hændelsens omfang.  Det er ikke unormalt, at uddannelse og træning i taktisk flyvning foregår i meget lav højde.


Der sidder wire-cuttere lige over og lige under cockpittet, hvor piloterne sidder. (Foto: Lars Skjoldan)