[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

På grund af de omfattende skovbrande ved Hejnsvig vest for Billund bad Sydøstjyllands Politi lørdag om støtte fra Flyvevåbnets slukningskøretøjer, de såkaldte crash tendere. De indgår normalt i baneberedskabet i tilfælde af ulykker på flyvestationerne, men kan også bruges til at støtte ved større brande som den ved Billund.

I dette tilfælde har køretøjernes terrænegenskaber betydet, at man har kunnet udføre slukningsarbejde på steder, hvor det civile beredskab ikke har kunnet komme frem.

Det var Flyvestation Skrydstrups brand- og redningsberedskab, der først blev bedt om støtte. Lørdag 18.32 – med en halv times varsel – rykkede indsatslederen ud med fire mand, to lette køretøjer, en crash tender og en firehjulstrukket bil med vand og pumpe.

Senere – klokken 20.57 – blev et slukningskøretøj fra Flyvestation Karup anmodet om støtte. En halv time senere var der indkaldt ekstra mandskab, og to mand kunne køre af sted i en crash tender til yderligere hjælp ved brandslukningen.

Efter at have været indsat hele natten vendte brandfolkene tilbage til deres respektive flyvestationer søndag formiddag, henholdsvis klokken 09.00 til Karup og 10.00 til Skrydstrup.
Brandfolkene har meldt tilbage, at samarbejdet med de civile myndigheder og beredskabsstyrelsen har fungeret særdeles godt.

(Thumbnail-foto: SXC.hu)